Bytteriet er i fuld gang til og med den 18. december !

Brønshøj har på gavmild vis doneret smukke gamle materialer, som man har forvandlet til en lokal og flytbar byttestation. Vinduerne fra et lokalt gammelt kollektiv, har været i nænsomme hænder, og har sammen med de andre donationer, taget nye former – og står forvandlet og klar som en mobil byttestation. Til og med den 18. december kan alle møde op på pladsen i Pilegården og bytte løs.

Der er arbejdet intenst med at få boden til at leve op til den bæredygtige tankegang, samtidig med at boden gerne skal bidrage positivt til bybilledet og udføre et praktisk og faktisk formål.
Med Bytteriet ønsker man at skabe nogle rammer, der gør det lettere at reducere affaldsmængden, give brugte ting et godt efterliv, mindske nyindkøb og udbrede en mere bæredygtig tankegang. Bytteriet er kort sagt et lille grønt fællesskab på hjul, hvor Brønshøj bytter med hinanden.

Fælles for tingene som skifter hænder i en byttestation er, at de ikke længere har den store værdi for giveren, men kan få det for deres nye ejere.  En byttestation består oftest af et skur eller skab, og kan blive et lokalt mødested i byrummet, der fremmer medborgerskab og fællesskab gennem det at give til hinanden. Byttestationer er i øvrigt allerede et temmelig udbredt fænomen i større byer som Berlin og Amsterdam, hvor de kaldes “Give Boxes” eller “Swapping Stations”.