Husum kørte Fix over og vandt en sikker 4-1 sejr i Pilesvinget

Der var aldrig tvivl om kampens udfald, da Fix og Husum mødtes lørdag eftermiddag i det længe ventede lokalbrag i Pilesvinget. De blåhvide kørte ganske enkelt hjemmeholdet over og vandt så sikkert som 4-1 efter 2-0 ved pausen.

Allerede efter bare 5 minutter førte Husum 2-0, men herefter faldt intensiteten lidt, måske også fordi gæsterne gik lidt ned i tempo efter chokstarten. Så resten af halvlegen skete der ikke meget mere.

Efter pausen fordoblede Husum forspringet til 4-0, og først mod slutningen lykkedes det for Fix at få en enkelt reducering til slutresultatet 4-1. Selvom Fix ind i mellem viste nydelige takter, virkede kampen som om de på nuværende tidspunkt ligger et niveau under Husum.

Træner Martin Krøgers taktik var ikke at bruge for mange kræfter, når sejren var sikret. – Vi har et ret voldsomt program de næste 13 dage, sagde træneren efter kampen. – Blandt pokalkampen mod Helsingør fra Superligaen den 5. september. Men spillerne er allerede i en så god form, at jeg er fuld af fortrøstning i at nå målet – en hurtig tilbagevenden til Københavnsserien.

Husums mål i lokalopgøret blev scoret af Emil Ohmann 3 og Sebastian Stage 1.

Næste opgave er allerede på tirsdag den 29. august kl. 19.00, hvor Rødovre kommer på besøg i Husumparken.

IMG_8296

Blå blink og 30 hjelm- og visirklædte politifolk forstyrrede i tirsdags den idylliske ro på de små veje omkring HF-Centret Efterslægten. To grupper af fodboldfans fra FC København og Brøndby IF havde forsamlet sig på Utterslev Torv, og den slags går sjældent stille af. Snart fløj brosten gennem luften, og politiet tog sig hårdt og konsekvent af flere af ballademagerne.

Heldigvis var det bare en øvelse !

– Det var superfedt! fortæller David fra Efterslægtens Politipakke. – Betjentene tog slet ingen hensyn, vi blev bare kylet ned, hvis vi strittede imod. Theodor, også fra Politipakken, supplerer: – På et tidspunkt, da jeg kom løbende, mistede jeg min ene sko, fordi jeg blev ramt af en knippel, og det var også en fed overraskelse, da jeg blev smidt i gulvet af en kvindelig betjent.

Meget realistisk

David og Theodor er begge netop startet på Politipakken på Efterslægten. Politipakken består af fem HF-fag (dansk, engelsk, samfundsfag, idræt og psykologi), som sammen med kursisternes øvrige baggrund og uddannelse kan kvalificere dem til at søge optagelse på Politiskolen. Men ud over de fem fag giver Efterslægten så også kursisterne mulighed for at få et indblik i ”rigtigt politiarbejde”, som David siger: – For os, der gerne vil være politi, var det fedt at se, hvordan politiet arbejder, og selv om det var en øvelse, var det meget realistisk. Der skulle faktisk hele fire betjente til at lægge en af de andre kursister ned, så de kunne sætte ham i ”futtog”. Selv om jeg ikke tror, de ligefrem ville brække armen på nogen, var det tydeligt at betjentene tog øvelsen meget seriøst.

Da de to fangrupper bevægede sig ned ad Efterslægtsvej, rungede de to fodboldklubbers slagsange op mod Efterslægtens røde mursten, og ikke så få aggressioner mod politiet blev luftet, efterhånden som kursisterne levede sig ind i rollerne som aggressive fans. Men så snart øvelsen blev afblæst, og de to grupper tog deres blå eller sorte veste af, bredte der sig store smil og blev udvekslet håndtryk og ”high fives” blandt både BIF’ere, FCK’ere og politifolk.

IMG_8295

På vej til Politiskolen

Også efter ”aktionen” talte kursisterne på Efterslægten meget om den voldsomme konfrontation med ordensmagten, og mange udtrykte stor glæde over at have været med i øvelsen. – Det er også sådan noget, der gør, at vi får det rigtig godt sammen på Politipakken, siger David afslutningsvis. – Når man har haft sådan nogle fælles oplevelser, er det også nemmere og sjovere at arbejde sammen i skolen, og vi lærer hinanden endnu bedre at kende. Og hvis man har det godt sammen, tror jeg også, at man lærer både bedre og mere!

Theodor og David er to af de ca. 60 kursister, som i dette skoleår har sat sig på skolebænken for at forbedre deres chancer for at blive optaget på Politiskolen. De ved, at optagelsesprøven er et nåleøje. Ved seneste optagelsesprøve ansøgte 850, og 95 blev optaget. Så kursisterne er også klar over, at der skal arbejdes for sagen.

– Og det gør de, fortæller uddannelseschef Ole Vadmand, som er koordinator på Politipakken. – Det er selvfølgelig et af årets højdepunkter for kursisterne, når de kan deltage i den her slags arrangementer, men langt det meste af tiden er der jo brug for hårdt, seriøst og disciplineret arbejde med de fem HF-fag, og vi lægger ikke skjul på over for kursisterne, at Politiskolen kun optager ”de bedste af de bedste”. Men selv om ikke alle vores kursister ender med at komme til optagelsesprøven, er der også mange, som i løbet af deres år på Politipakken her får ”blod på tanden” og tager endnu et år med HF på Efterslægten. Og så står de pludselig med en hel HF-eksamen. Så står verden lige pludselig åben, og døren til rigtig mange uddannelser går op. Vi oplever også mange, der starter med at være på vej til Politiskolen, men ender et helt andet sted – det være sig jura- eller pædagogstudiet, forskellige professionshøjskoler, idræt eller psykologi på Københavns Universitet- eller noget helt sjette, slutter Ole Vadmand.

HF-Centret Efterslægten starter en ny politipakke næste år i august.

toyota

Verdens største bilgigant Toyota skruer en ekstra gang op for vildskaben og præsenterer i disse dage en helt ny sports coupe konceptbil ved den internationale biludstilling i Detroit i USA. Toyota FT-1 er navnet på den brutale super sportsvogn, hvis opsigtsvækkende og vovede design viser en mulig retning for fremtidige Toyota-modeller.

MOTOR: Toyotas sportsvognshistorie tæller adskillige legendariske modeller som bl.a. James Bond bilen Toyota 2000GT, Toyota Celica, Toyota Supra og senest i 2012 den baghjulstrukne og køreglade Toyota GT86.
Nu er Toyota klar med næste nye model – nemlig sports coupe konceptbilen Toyota FT-1, der netop har haft verdenspremiere på den internationale biludstilling i Detroit i USA. FT står for Future Toyota – altså fremtidens Toyota – mens 1-tallet står for det ultimative. Altså fremtidens ultimative Toyota.
Og ultimativ må man sige, at FT-1 på alle måder er. Konceptbilen, der er udviklet på Toyotas amerikanske designcenter Calty Research Design Inc. i Californien, er et studie i vovet og dragende design. Formålet med FT-1 er da også netop at vise, hvad man er i stand til at opnå, når fokus er at skabe et sportsvognsdesign, der virkelig skal begejstre.
Toyota-designerne har kanaliseret deres lidenskab ind i bilen med det japanske bilmærkes gloværdige sportsvognshistorik i baghovedet for på den måde at skabe den ultimative sportsvogn. Det er tydeligt, at aerodynamikken har haft en fremtrædende rolle i udviklingen, som det også hører sig til ved en super sportsvogn. 

Store dynamiske luftindtag på fronten, fire potente afgangsrør bagtil samt en automatisk hækvinge, der er i stand til at folde sig ind eller ud efter behov, kendetegner Toyota FT-1, der også kan bryste sig med front motor og baghjulstræk, et cockpit placeret langt tilbage mellem akslerne for at give den bedste vægtfordeling, et ultra lavt tyngdepunkt samt A-stolper placeret længst mulig tilbage, så udsynet er helt i top selv i de skarpeste sving.

Toyota har hentet inspiration fra motorsportens Formel-1 til kabinen, hvilket bl.a. ses på det deltaformede instrumentpanel og det kompakte sportsrat, der sikkert kan få selv Formel-1-verdensmester Sebastian Vettel til at kaste misundelige blikke på Toyotas nye sports coupe.
Konceptbilen giver et billede af, hvilken designmæssig retning Toyota agter at gå med sine fremtidige modeller. Der er dog foreløbig ingen konkrete planer om at sætte Toyota FT-1 i produktion.

 Gretelise Holm

 

Mandag den 2. december kl. 19 afholdes et forfatterarrangement med forfatteren, journalisten og samfundsdebattøren Gretelise Holm, som har skrevet adskillige krimier. Nu er hun aktuel med sin selvbiografi Jesus, pengene og livet fra 2012.

Bogen er Gretelise Holms beretning om sin families baggrund og om sin opvækst som nomadebarn i jyske landsogne. Men også om læretiden som 17-årig journalistelev og de 4 år på Berlingske Tidende, om hendes personlige forhold til ungdomsoprøret i 1968 og om den fornøjelige deltagelse i den seksuelle revolution.

Billetter sælges for 25 kr. .