Dengang Brønshøj var en sjællandsk landsby (1)

Vor lokale forfatter Paul Moes skrev i 1949 bogen “Det gamle Brønshøj – og det nye”, og som fortæller historien om bydelen, som den var engang, og som den endte med at blive. Det er meget interessant stof, som vi på netavisen agter at bringe videre. Vi ved jo, at læserne er glade for historier om det gamle Brønshøj, hvilket helt klart kan ses på besøgstallene. Paul Moes boede i en lejlighed på Brønshøj Torv i den ejendom, hvor Lån & Spar ligger i dag. Man skal være opmærksom på, at bogen som nævnt er skrevet for 73 år siden, og at tiden efter ikke er med.

Her ligger “Løgtekroen”, der lå omtrent hvor Slangerupbanens station nu ligger. Der var altid liv og røre i den gamle kro. Den var en slags gennemgangspunkt, for her holdt folk rast undervejs til eller fra København. Ved kroen gik Brønshøjs grænse ind mod byen. Kroen er for længst blevet historie. Den blev revet ned i 1904.

Vi lægger ud med dengang, Brønshøj var en sjællandsk landsby.

Landsbyen sygnede hen presset af en ny tids teknik og en storbys ekspansionstrang. Kort sagt – landsbyen døde.

For længe siden kørte kulsvierne fra Nordsjælland gennem landsbyen med læs til Kultorvet, pottemagere med varer til hørkræmmerne, blegemænd, der vaskede for velhavere – og mælkebønder, “flødepiskere”, som de kaldes, fordi mælken rystedes under transporten i de stive vogne. De kom hver eneste dag, og om natten, når der var stille, kunne man høre kulsviernes væddekørsler, når de tæt drukne rasede hjemad mod skovene.

På landsbyens tomter af gårde og huse rejstes nye bygninger, der skulle blive kernen i et moderne forstadskvarter. Hvor bønderne endnu før Absalons tid havde dyrket jorden, blev der gader, veje, huse og haver i tusindvis.

Det var ikke mere ryttere og bøndervogne, der på vej til København færdedes ad de opkørte veje, men trafikmidler født af en tid, der var blevet landsbyens banemand. For tiden var blevet en anden. Måske kunne den på sin vis være lige ubønhørlig, men den havde mistet i varme og umiddelbarhed – en ny tid.

Til den kæde af generationer, der havde spundet deres net af livstråde om det lille primitive samfund, kom nu talløse nye skæbner, der også blev en del af det gamle bosteds liv og historie.

Livets rytme vedblev fra generation til generation at være den samme for den enkelte – håb, drømme og kamp – hverdagens kamp for brødet, indtil den dag tråden bristede.

Her ses den gamle Husum Mølle, der lå ved sognets modsatte grænse ved Husum Møllekro. Møllen nedbrændte i 1921.

Med minderne om den gamle landsby svandt også – som tiden gik – minderne om de forudgående slægter. For mange blev det eneste spor en sten nær kirkens grå mure.

Til sidst var landsbyen helt borte. Millionbyen var blevet dens skæbne. Fra at være en landsby udenfor København, var Brønshøj vokset til at blive en sjettedel af landets hovedstad.