Dengang Brønshøj var en sjællandsk landsby (13) - Smedien som barberstue

Vor lokale forfatter Paul Moes skrev i 1949 bogen “Det gamle Brønshøj – og det nye”, og som fortæller historien om bydelen, som den var engang, og som den endte med at blive. Det er meget interessant stof, som vi på netavisen agter at bringe videre. Vi ved jo, at læserne er glade for historier om det gamle Brønshøj, hvilket helt klart kan ses på besøgstallene. Paul Moes boede i en lejlighed på Brønshøj Torv i den ejendom, hvor Lån & Spar ligger i dag. Man skal være opmærksom på, at bogen som nævnt er skrevet for 74 år siden, og at tiden efter ikke er med.

I dag er vi nået til 13. afsnit: Smedien som barberstue

Genboen til Brønshøj Kro var smedien, som de fleste andre bygninger en lav stråtækt længe. Smedien i mange år drevet af brødrene Petersen, et par arbejdsomme håndværkere. De var ikke tvillinger, men var uadskillige, som tvillinger ofte er det. I deres barndom havde faderen drevet smedien, men han havde på grund af vanskeligheder måttet sælge den. De to brødre havde sat sig som mål, at de ville købe den tilbage. I adskillige år arbejdede de i København og lagde øre til øre, indtil den dag kom, da deres drøm kunne realiseres.

Som det var tilfældet med restaurationerne var også smedien et af de steder, hvor man mødtes og snakkede. Her kom både bønder og håndværkere. Regnskabet tog de to brødre ikke så tungt på. Gav man kredit, skrev man simpelthen beløbet med kridt på de sodede vægge. I smedien indrettedes også Brønshøjs første barberstue. Den bestod af en stol. som smedene selv havde bygget og stillet i selve smedien. Man kunne blive barberet, mens hesten blev skoet – en svunden tids form for rationalisering.

Her er et ældre billede fra Frederikssundsvej med den gamle krohave til venstre.

Den ene af brødrene havde en datter, Vilja Petersen. Som ung pige startede hun en lille privatskole i det gamle stråtækte hus. I mange år lige op til 1920 drev hun denne skole, men også denne omskabtes af en ny tids krav, så den til sidst nærmest var en håndarbejdsskole. Elevantallet i skolen blev aldrig stort, men der var over den en særlig hygge. Frøken Petersen greb efter sigende sjældent til drastiske midler, men havde som en advarsel altid riset liggende på hylden bag sig, når hun underviste. Midt på dagen havde man det store frikvarter, så at børnene kunne nå at løbe hjem. Når frikvarteret var forbi, slog en af smedene nogle slag på armbolten, og så kom ungerne pilende fra alle sider. De vidste, at så var det tid at begynde igen.

Rundt på torvet og gadekæret lå stadig de gamle gårde og huse. I gammel tid var gadekæret blevet gravet som en slags branddam, en sikkerhedsforanstaltning, der viste sig aldrig at blive nogen sikkerhed. For hver gang der var ildebrand i en af de stråtækte bygninger, betød det i virkeligheden, at den var prisgivet. Man kunne intet stille op, fordi hver eneste bygning var som et godt tilrettelagt bål. Branddammen blev snarere et spejl for flammerne end et bekæmpelsesmiddel. Når der blev meldt ildebrand, anbragte man om dagen et flag i kirketårnet vendt mod den side, hvor brandstedet var. Om natten satte man en lygte i et af glughullerne.