Det var tættere på, men heller ikke denne gang vandt BB

Det er fortsat et af de svageste forår, Brønshøj har oplevet, for endnu er det ikke lykkedes at hente en sejr i Danmarksserien pulje 1. Og pokkers ærgerligt – for det var ellers meget tæt på, at der endelig kunne ryge tre gode point ind på tavlen.

                                               

Brønshøj spillede en flot første halvleg i lørdagens kamp mod Frederikssund, hvor spillerne havde fortjent at komme foran. Men flere bolde ramte overliggeren, og ind ville den ikke. Så ufortjent stod det 0-0 ved pausen.

Først i anden halvleg kom målet, som de fleste troede var billetten til årets første sejr. Mathias Veltz scorede efter 63 minutter.

Men igen var heldet ikke med de sortgule. Et kvarter før tid fik Frederikssund udlignet til kampens slutresultat 1-1.

Trist, trist – selvom der absolut var fremgang at spore hos BB-spillerne.

Lad os håbe på næste lørdag, hvor Brønshøj skal til Greve og møde rækkens tophold.

Puh ha – det er svære tider lige nu !