E-Cigaretmanden i Brønshøj støtter BB

 

IMG_0647

– Jacob Berthelsen er min mand hos de sort/gule, siger Thomas Gollander, – og han har lovet mig en ny sejr på lørdag mod Hvidovre ..

Der var dømt fodboldhygge onsdag eftermiddag, da BB’s stærke midterforsvarer Jacob Berthelsen pludselig dukkede op i E-Cigaretbutikken VAPERS på Frederikssundsvej 181B. Ikke for at lade sig friste af den populære rygedille, men for at hilse på butikkens indehaver Thomas Gollander. Sagen er nemlig den, at BB’s stærke anfører bærer den trøje på divisionsholdet, som E-Cigaretbutikken har sponsoreret. Så hvad var mere naturligt og nærliggende end at lade de to hilse på hinanden.

Og det skortede såmænd ikke på venlige tilbud med hensyn til E-Cigaretter fra Thomas Gollander, men Jacob Berthelsen sagde pænt nej tak med et stort smil. – Jeg har aldrig røget, sagde han, og så blev samtalen igen rettet over på fodbolden. – Det var sørme en flot start i lørdags mod Vendsyssel, sagde Gollander med begejstring i stemmen. – Nu må du love mig, at I også banker Hvidovre på Tingbjerg Ground. Jeg kommer selv over og hepper på lørdag.

Jamen vi virker meget stærke her i opstarten, så det tror jeg godt, jeg kan love dig, replicerede Berthelsen.  

Går bedre og bedre

I august sidste år åbnede Thomas Gollander sin butik med E-Cigaretter, og det er støt og roligt gået bedre og bedre. – Jeg er enormt glad for at være i Brønshøj, og jeg har gjort alt for at integrere mig hurtigst muligt, fortæller den fodboldinteresserede Gollander til 2700-netavisen. – Vi har fået flere faste kunder, og hver dag dukker nye ansigter op, det er dejligt.

– Skal man ikke ligefrem købe noget i butikken, så kan vi da altid få en fodboldsnak om Brønshøj, slutter Thomas Gollander med et glimt i øjet.

IMG_0990

 

Umiddelbart inden Jacob Berthelsen ankom, måtte Thomas Gollander prøve at have en sort/gul trøje over hovedet. Den fornemmelse skal jeg altså opleve, sagde han. 

At få den på og af igen var i sig selv en stor præstation, men logoet på brystet kom da til sin ret, som man kan se.