"En sommerdag på Bellahøj" er blevet en ægte lokal tradition hvert år - og mange elsker den !

Nedtællingen til dette års lokale musikfestival En sommerdag på Bellahøj er i gang, og man kan godt begynde at glæde sig allerede nu. Den finder sted på Bellahøj Amfiteater den 17.-19. august, og byder på navne som blandt andre Søren Huss, Mikael Simpson, Anne Linnet, Zar Paulo, Mellemblond og Iomfro.

Noget af det hyggelige ved festivalen – ud over musikken og amfiteatrets fabelagtige omgivelser – er at mange af festivalgæsterne er lokale folk fra Brønshøj-Husum-området, og de møder venner og bekendte fra nabolaget, og får gode musikoplevelser sammen.

Det er også lokale kræfter, der står bag festivalen, der drives på frivillig basis. Allerede nu er de godt 30-40 frivillige i gang med forberedelserne. Der skal laves aftaler med mad- og kaffeleverandører, bestilles toiletvogne, skaffes gratis møbler til backstage-området ligesom lys- og lydfolk jo også skal hyres. Grundlæggeren og den bærende kraft i festivalen, der er non-profit-orienteret, er Jesper Ravn Nielsen fra Brønshøj. Han er blandt meget andet, ansvarlig for bookingen af artisterne, der som altid, har lige mange kvinder og mænd på plakaten.

Festivalen er vokset fra en endags-begivenhed til nu tre dage med danske kunstnere, fest, Dj’s og meget andet.