Flemming Antony med en hyldestsang til Tonny Aabo

Den 8. maj 2018 døde en af dansktopgenrens flittigste hitsnedkere Tonny Aabo blot 64 år gammel. Han nåede heldigvis at give et solidt aftryk med sine utallige kompositioner og tekster, som han nærmest væltede ud af ærmerne. 
En af hans mange iørefaldende sange overlod han til Flemming Antony med den bemærkning, at “den kan du garanteret få en masse godt ud af”. Antony tog den til sig – og i dag snart fire år efter hans død hyldes Aabo med “Du skal ha’ et kys”, som sangen hedder.
Det er en rigtig Tonny Aabo ørehænger, som René Taagehøj har givet ekstra krudt, så den må være et kvalificeret bud på en ny dansktopsucces.
Siden sommeren forrige år er det blevet til to solide træffere for Antony – først med “Skamlingsbanken” og senest med “Mit Barndomshjem”. Begge nåede de 15 uger på listen og var henholdsvis på 1. og 2. pladsen samt på Årets Dansktopliste.
                                                             
Efter de to lidt stilfærdige sange er tiden nu kommet til en med lidt mere fut i. Så lyt og syng med – og send samtidig Tonny Aabo en lille tanke.
FLEMMING ANTONY
Du skal ha’ et kys