Flere lokale drenge og piger med til Nordisk Skoleidrætsstævne
Hvert forår afholdes Nordisk Skoleidrætsstævne. I år foregår det i Helsinki i Finland.
Stævnet kaldes på engelsk Nordic Capitals School Games og startede i 1948 – lige efter anden verdenskrig – og har til formål at samle de nordiske landes ungdom gennem sport og kultur.
Stævnet går på skift mellem de 5 nordiske hovedstæder. Det er en kombination mellem at opleve den værtslandets kultur og natur og møde unge fra de andre nordiske lande gennem leg og idrætskonkurrencer. Mange elever har gennem årene knyttet venskaber i de andre nordiske lande, som de har beholdt resten af livet.
Alle lande stiller op med et fodboldhold med 15 drenge, et håndboldhold med 10 piger og med 8 atletikdrenge og 8 atletikpiger. Eleverne må højst fylde 14 år i det pågældende år.
Alle elever kan stille op til udtagelse, men det er en fordel, hvis de er vant til at træne en af de 3 idrætsgrene.
Alle interesserede skal så møde op til udtagelsestræning, og her vil et hold af trænere/ lærere udtage et bruttohold, som skal møde op til fællestræning i de 3 discipliner, inden de endelige hold udtages.