Forrygende 2. halvleg og fire mål af ustyrlige Jeppe Orbe sendte Husum tilbage på sporet
Hold da helt op et opgør. Fredagskampen mellem Husum og PI Fodbold bød i de første 45 minutter ikke på det mest ophidsende spil. Naturligvis var Husum favoritter, men det stod 0-0 ved pausen, og ikke mange havde regnet med det helt store festfyrværkeri, da man begyndte på sidste halvdel af kampen.
Men her fik Husum endelig gang i målscoringen – endda efter at være kommet bagud 0-1 efter 53 minutter. Kun minuttet efter udlignede Emil Brix Ohmann, og så stod der ellers Husum på det hele. Fra 62 minutter i anden halvleg gik Jeppe Orbe helt amok, og scorede sit første mål til 2-1. Herefter nettede han efter 79 – 82 og 90 minutter til en komfortabel sejr til de blåhvide på hele 5-1 !!
Sejren bragte Husum tilbage på sporet, og på næste fredag er der virkelig topbrag i Husumparken, når en anden af oprykningsaspiranterne fra Skovshoved kommer på besøg. Kampen spilles 18.30 – og det er i aller højeste grad et opgør, hvor hjemmeholdet har brug for al den støtte, de overhovedet kan få.
Så mød op og støt drengene !