Golden Days Festival i vandtårnet

Lørdag den 2. september kl. 20 bliver årets Golden Days Festival markeret i Brønshøj Vandtårn med lyde af skind, sten, ben, vand, metal og træ. Lydene smelter sammen, når Slagtøjsspilleren Ying-Hsueh Chen bruger oldtidsinstrumenter og vandtårnets rør til at skabe lyde og klange, der er skræddersyet til vandtårnets efterklang.

Kan man bringe folk tilbage til deres rødder gennem enestående lydoplevelser? Kan man trænge ind i menneskets inderste kerne med lyd? Det undersøger slagstøjsspilleren Ying-Hsueh Chen med hjælp fra Brønshøj Vandtårn efterklang.

– Det var vores forfædres grundvilkår at tune ind på deres omgivelser for at skabe musik”, forklarer hun. – De legede med forskellige materialer og udnyttede ekkoers magi bedst muligt. Det samme gør hun selv under koncerten i Brønshøj Vandtårn i anledning både af Golden Days Festival og Copenhagen Architecture Festival.

– I dag flytter vi ofte musikken ind i koncertsale med ”god akustik”, mens vi uden for koncertsalene tvinger musikken ind i rum, som den ikke passer til. Til koncerten i vandtårnet vil Ying-Hsueh Chen i stedet lade musikken, omgivelserne og akustikken smelte helt sammen i et fælles udtryk.

Ying-Hsueh Chen er en visionær og alsidig slagtøjsspiller af høj international kaliber, kendt for sin medrivende tilstedeværelse på scenen og sine overbevisende fortolkninger af ny musik. Hun har optrådt i utallige sammenhænge herunder som solist med DR Vokalensemblet og med indiegruppen Efterklang, ligesom hun har undervist studerende på Rytmisk Musikkonservatorium.

Ying-Hsueh har modtaget Statens Kunstfonds 2 års støtte, “Den Unge Elite”, 2017-2019, Dansk Komponistforenings Musikpris i 2018, og Musikanmelderringens Kunstnerpris i 2023. Koncerten i vandtårnet er del af Chens “Sonic Architecture” – en serie af koncerter og lydeksperimenter, der undersøger forholdet mellem lyd og arkitektur.

Koncertrækken er støttet af Dansk Komponistforening, Koda Kultur, Solist Forening, Københavns Kommunes Musikudvalg og Louis-Hansen Fonden. Koncerten er en del Golden Days Festival og Copenhagen Architecture Festival. Billetter fås på vandtaarn.kk.dk