HFC-Efterslægten i fuld gang efter sommerferien

A -IMG_7751Rektor Anne Frausing overrakte 235 eksamensbeviser til HF-studenterne på Efterslægten efter det forløbne skoleårs afsluttede arbejde.

Da HF-Centret Efterslægten afsluttede det forløbne skoleårs arbejde, hyldede rektor Anne Frausing  235 nye, hvide huer og deres bærere på Efterslægten. 75 kursister blev færdige med en hel HF-eksamen sammensat af enkeltfag, mens 160 afsluttede to års HF-studier i en klasse.

Der var altså god grund for rektor, lærere og det øvrige personale til at ånde lettet op efter over 3.000 eksamensbegivenheder på knap fem uger, og selvfølgelig blev HF-studenterne fejret ved de traditionelle translokationsfester med efterfølgende køretur i åben lastvogn.

Men aldrig så snart er den ene årgang færdig, før en ny banker på. Allerede den 1. august lukkede Efterslægten igen op for nye tilmeldinger. – Og den gode nyhed er,  fortæller studievejleder Ole Sylvest, – at der stadig er muligheder for, at enkeltfagskursister kan få sammensat et helt ugeskema. Så uanset om man har tænkt sig bare at tage hul på et eller to fag, eller man har planer om at få sammensat en hel HF-eksamen over to til tre år, så kan vi stadig tilbyde det til vores kommende kursister. Men man skal nok skynde sig at kontakte os, tilføjer Ole Sylvest.

Efterslægten har holdt en velfortjent sommerferie i juli måned, men er nu i fund gang igen, og som nævnt har man nu atter åbnet for nye tilmeldinger.