Husum kom sig over premiereskuffelse og vandt årets første sejr
Det var lidt af en grim overraskelse, da Husum i sidste uge indledte forårssæsonen i Københavnsserien. I Valby blev det til en øretæve på hele 5-0 mod hjemmeholdet Frem, og det nederlag rystede de blåhvide en hel del. Dog ikke mere end at holdet tirsdag aften på udebane besejrede B.1960 med 4-2 efter en glimrende indsats.
Husum var aldrig bagud i kampen, hvor Jeppe Orbe indledte scoringen til første halvlegs eneste mål. Efter pausen udlignede hjemmeholdet, men Husums Mike Stenspil scorede kort efter til 2-1, og to minutter før tid blev føringen udbygget til 3-1. Hjemmeholdet svarede dog igen med en reducering til 3-2, men Husum rundede forårets første sejr af med kampens sidste mål til 4-2. Godt kommet igen efter forskrækkelsen mod Frem.
Fredag den 11. april spiller de blåhvide så første hjemmekamp i Husumparken kl. 18.30, hvor lokalrivalerne Union kommer på besøg.