Husum vandt dramatisk opgør 3-2 over Sundby

Solen skinnede, der var helt vindstille og Husum vandt 3-2 over Sundby i sæsonens sidste hjemmekamp i Husumparken. Kort sagt – det var en herlig lørdag eftermiddag i Husumparken for de mange tilskuere, som både nød vejret og kampen.

Husum scorer – Sundbys målmand kan ikke holde bolden, som stryger i netmaskerne

Starten var ellers ikke lovende, idet Husum kom bagud efter 6 minutter, men det gjorde Mikkel Bo Eriksen godt igen ved sin udligning til 1-1 efter 13 minutter. Det holdt halvlegen ud.

Foto: Christian Christensen

Husums træner Jesper Falck havde nerverne uden på tøjet det meste af kampen

Efter pausen kom hjemmeholdet igen bagud, men de blåhvide ville det anderledes, og i kampens sidste kvarter lykkedes det at vende billedet. Emil Brix Ohmann udlignede efter 74 minutter, og bare 6 minutter før slutfløjt scorede Shawn Sebastian Højgaard sejrsmålet under stor jubel til 3-2.

Tilskuerne i Husumparken hyggede sig i det gode vejr og med de rette faciliteter

En flot kamp af Husumspillerne, og man fik dermed sagt pænt tak for en blandet sæson til hjemmepublikummet. Sidste kamp i turneringen spilles lørdag den 11. juni ude mod Dragør. Her fløjtes der op kl. 15.30.