Hvepsene Support fejrer 25 år med åbent hus den 18. juni

Den 13. februar fyldte Brønshøjs populære fanklub Hvepsene Support 25 år. Det blev ikke markeret som fortjent på grund af Corona pandemien. Men nu sker der noget. Lørdag den 18. juni inviterer Hvepsene Support til Åbent Hus i klublokalerne på Tingbjerg Ground, og det sker som optakt til sæsonens sidste kamp i Danmarksserien, hvor Brønshøj får besøg af topholdet og den sandsynlige oprykker Ishøj. 

        LØRDAG 18. JUNI 11:30-13:30

Hvepseformanden meddeler:

Det vil glæde bestyrelsen at se medlemmer og venner til en gang pølser/frikadeller med kartoffelsalat. Der vil selvfølgelig også være øl og vand.

Har du lyst til at give en gave, foretrækker vi penge, da vi gerne vil have erstattet vores lange banner, der på mystisk vis forsvandt i Valby Idrætspark for et par år siden. Pengene kan doneres til vores kasserer Thomas Brygger via MobilePay til nummer 50509789. Angiv “25 år” i kommentarfeltet.

Begivenheden bliver krydret af, at Christian Juncker og Stefan Larsen kommer og underholder.
Så mon ikke vi får “Udover Brønshøj” et par gange.

Vi håber at se rigtig mange af jer

Venlig hilsen
Steen Jørgensen, formand