Foredrag i Pilegården - Mit liv bag cykelstyret – Fra Københavns gader til Nordkoreas bjerge

For fire år siden satte cykelblogger og eventyrer Oliver Emil Andersen, som er opvokset i Brønshøj, sig for at opleve sin hjemby og resten af verden fra sin cykel. Torsdag den 5. marts kl. 19.00 fortæller han sin historie og viser fotos i Pilegården.

Man kender det fra, når man er lige ankommet til en ny by for den første gang. Nysgerrigheden er intens og sanserne skærpede. Man lægger mærke til enhver detalje og tager det hele ind. Den følelse er essensen i at rejse, hvis man spørger Oliver Emil Andersen, som står bag Behind Handlebars. Men kan man give sig selv den følelse i sin hjemby?

– For et par år siden gik noget op for mig. Jeg kendte ikke rigtig min by. Jeg tog detaljerne for givet; arkitekturen, udsigterne, og alt hvad der gør København unik. Jeg besluttede, at det skulle ændres. Jeg ville ha’ den følelse af begejstring og nysgerrighed, som man får, når man besøger en by for første gang. Jeg tog min cykel, og besluttede at tage ud og se nogle af de seværdigheder, som turister ser, når de besøger København. I stedet for at cykle forbi, som jeg plejede, så stoppede jeg. Stoppede og rent faktisk så på min by. Det var magisk, forklarer Oliver Emil Andersen.

Den oplevelse lagde fundamentet til projektet Behind Handlebars. På den ene side ville Oliver vise sin by til resten af verden fra en side, som er meget dansk: fra bag cykelstyret. På den anden side ville han inspirere folk til at cykle, og bruge cyklen som middel til fornøjelse og til tage på eventyr.

Behind Handlebars har sidenhen udviklet sig til et verdensomspændende community på Instagram, hvor følgere fra 163 forskellige lande selv deler deres egne billeder på hashtagget #behindhandlebars på instagram og deltager i cykelture og events i København.

Projektet har taget Oliver verden rundt, og han har oplevet lande som Kina, Iran, Taiwan, USA, Vietnam, Japan, de meste af Europa, og senest Nordkorea på sin cykel. Sammen med det unge rejsebureau Above Borders var han med til at arrangere den første danske cykelrejse i Nordkorea, og fik lov til at cykle steder, som ingen udlændinge nogensinde har været før. En fuldstændig unik oplevelse som både var øjenåbnende, spændende og umådeligt smuk.

Få hele historien i ord og billeder denne aften i Pilegården, som i øvrigt slet ikke er fremmed grund for Oliver. Han er nemlig ikke alene opvokset i Brønshøj, men var også engang musikelev i Pilegården.

 

Billetter koster 40 kr. på pilegaarden.kk.dk