IF Stadion tabte til TMS Ringsted i sidste sekund

Når man er så tæt på et point, er det forfærdeligt bittert at miste det i sidste sekund. Men det var, hvad der skete for Stadion i sæsonpremieren på udebane mod TMS Ringsted. Ikke fordi kampen vil gå ind under betegnelsen særligt gode for vore lokale håndboldhelte.

For spillerne havde simpelthen fået det forkerte ben ud af sengen og fandt aldrig det glidende spil frem. Derfor kunne TMS også stort set føre kampen igennem, lige bort set fra et tidspunkt i 2. halvleg, hvor Stadion faktisk var foran 18-17. Men så kom en rædselsfuld periode, hvor hjemmeholdet trak fra. Bare fire minutter før tid førte de med 24-20, men så satte Stadion ind med et imponerende comeback og fik udlignet til 24-24. Ja man havde tilmed bolden i det sidste minut, men den blev tabt, og på et efterfølgende angreb i de absolut døende sekunder scorede TMS til 25-24, hvilket blev kampens resultat. I selvsamme angreb lavede de tilmed et kæmpe frikast mod en af Stadions spillere, men dommeren så tilsyneladende intet. Det blev dyrt !

Skal Stadion bruge den kamp til noget positivt, må det være de sidste fire minutter, hvor der virkelig blev kæmpet og spillet igennem. Det må kunne bruges til næste opgave !

På næste lørdag får IF Stadion besøg af Næstved/Herlufsholm i ECV-hallen. Her fløjtes op kl. 14.30.