Indlæg: Nej-tak til en letbane igennem Brønshøj

Af MF Peter Skaarup. Dansk Folkepartis Gruppeformand og Retsordfører

En af de store og mest betydningsfulde sager i Brønshøj op til kommunal- og regionsrådsvalget er, om bydelen skal gennemskæres af en ny letbane. Jeg frygter ærligt talt for konsekvenserne i form af mange års støjende anlægsarbejde samt en permanent og markant forværring af trafikpropperne på Frederikssundsvej. Samtidig vil det betyde en væsentlig parkeringsforringelse, hvilket i allerhøjeste grad vil være til stor skade for det lokale handelsliv. I det hele taget er Frederikssundsvej en relativ smal vej, der ikke som udgangspunkt har plads til – endsige brug for – en letbane, der både vil fylde meget og skabe trafikalt kaos. 
Derfor støtter vi i DF både lokalt, regionalt og nationalt, at der anlægges en metrolinje under jorden, hvorved vi undgår et permanent trafikalt kaos og i stedet får flyttet transporten ned, hvor den ikke forstyrrer nogen borgere. En sådan løsning vil højne livskvaliteten i Brønshøj og det vil også være både den miljø- og klimamæssigt bedste og mest bæredygtige løsning.