Kun i netavisen: Kæmpebranden i Brønshøj Ildtænderfabrik 1899

Netavisen kan igen bringe en helt vild nostalgisk historie fra det gamle Brønshøj. Denne gang om branden i Ildtænderfabrikken i 1899. Det er igen Finn Olsen, som har stået for denne fantastiske historie.

”Blæsten susede, brandmændene sang og flammerne kastede et vældigt ildskær op på den skyede nattehimmel”. Så poetisk beskrev dagbladet ”Dannebrogs” udsendte medarbejder stemningen, da han ved 20-tiden den 5. december 1899 ankom til Brønshøj, hvor den store ildtænderfabrik stod i lys lue.

                                                                             Tekst: Finn Olsen

Bajernes antal var legio

Sprøjterne fra Brønshøj, Husum, Utterslev og Utterslev Mark var alle mødt op, men slukningsmandskabet måtte hurtigt indse, at en stærk storm gjorde det håbløst at bekæmpe branden.  Det lokale politi gik elskværdigt og imødekommende rundt mellem de fremmødte tilskuere, mens en vis opgivende ligegladhed bredte sig over det hele.  Avisens medarbejder bemærkede at ”bajernes antal var legio”.

Ildtændere blev brugt ved optænding i datidens kakkelovne, og bestod af træspåner, som var bundet sammen med snor og dyppet i harpiks. Ilden var opstået i fabrikkens store sal, hvor ildtænderne blev vædet med harpiks. Ved særlige vindretninger gennem fabrikkens dampskorsten blev salen fyldt med røg, og det havde været særligt slemt på dagen for branden. Arbejderne var derfor blevet enige om at hente bestyreren, men da de kom tilbage, var der i mellemtiden gået ild i en bunke harpiks på gulvet.

Hård vinter for mange småfamilier

Fabrikken stod ikke til at redde, men en sidebygning med et lager af harpiks og 4 mio. færdige ildtændere undgik flammerne på grund af vindretningen.

”Det sørgeligste er, at dette kommer til at gå ud over mange småfamilier, hvis eneste erhverv er at lave alle de ildtændere, som fabrikken præparerer”, udtalte fabrikkens ejer, grosserer Adolf Prior, efter branden. ”De kommer til at gå arbejdsløse, og det bliver en hård vinter, de går i møde”. Allerede 14 dage senere kunne fabrikken dog annoncere efter ”ildtænder-bindere”, og kunne love kunderne nye forsyninger.

 Adolf Priors Kemiske Fabrikker

Ildtænderfabrikken var en del af Adolf Priors Kemiske Fabrikker, hvis produkter talte selvblankende lædersværte, soya og kulør til sovsen samt ildtændere.

Arbejdet med at binde ildtændere var indtægtskilde for fattige småfamilier, og kunne produceres ved hjemmearbejde. Christian Christensen beskriver i bogen ”En rabarberdreng vokser op”, at hans mor fik 25 øre for 500 små ildtændere. De penge rakte til et kvart rugbrød og en halv fjerding madfedt (125 gram).

Ildtænderfabrikken lå ved søen i den nuværende ”Brønshøjparken” på Frederikssundsvej. Adolf Prior udbød byggegrunde til fabriksanlæg, der kunne udnytte vandet fra søen. Ved søen lå desuden vaskeriet ”Louisedal” (senere ”Brønshøj Dampvaskeri”) og et isværk. Området beskrives dengang som mørkt og dystert, og i folkemunde kaldes søen stadig ”Louisehullet”.

Hjælp fra hærens fodfolk

Branden var ikke den første og skulle heller ikke blive den sidste. Knapt et halvt år tidligere var en kedel med kogende harpiks sprængt, og Ilden havde fået godt fat. Sprøjten fra Brønshøj var hurtigt fremme, men kunne ikke selv få bugt med ilden. Heldigvis var en afdeling af hærens fodfolk på øvelse i nærheden, og med deres hjælp lykkedes det at redde varelager og fabrikkens lager af harpiks.

Ingen dårlig reklame

I februar 1900 gik det igen galt. I det rum, hvor spånerne blev dyppet i harpiks, kogte harpiksen over og gik i brand. Skaderne efter branden var store, men på det tidspunkt var fabrikken endnu ikke fuldstændig opført efter den forudgående brand 3 måneder tidligere.

Dagbladet ”Samfundet” påpegede meget vittigt, at ”for hr. Priors ildtændere er det selvfølgelig ingen dårlig reklame, at de fænger så godt. Beboerne ude i Brønshøj er dog en smule mellemfornøjede ved tanken om muligt at skulle møde en gang hvert fjerding år til brand og betjene sprøjterne”.

Brandstationen på Tomsgårdsvej

I december 1914 ville et par arbejdere ved arbejdsdagens slutning slukke ilden i kogeriets fyr med en spand vand. Flammerne og dampene slog op og antændte harpikset i kogeren. De to arbejdere reddede sig med nød og næppe ud, men ilden forplantede sig hurtigt til de færdige ildtændere, der lå til tørring på gulvet.

På det tidspunkt var den nye brandstation på Tomsgårdsvej taget i brug, og det har været et mere professionelt brandvæsen, der denne gang mødte frem til opgaven. For brandvæsenet gjaldt det blot om at begrænse ilden, og det lykkedes ved denne brand at redde den øvrige fabrik.

Fra ildtændere til fluefangere

I august 1916 brændte det for sidste gang i fabrikken. Brandvæsenet mødte med en stor udrykning, men først efter fire timer var ilden under kontrol. Skaderne var omfattende og en del af fabrikkens lager var brændt. Det var usikkert, hvordan ilden var opstået, men der blev gættet på, at der var opstået selvantændelse, eller at en vagabond havde været uforsigtig med ild.

To dage inden branden havde Adolf Prior udlejet fabrikken til en ung mand fra sit kontor, grosserer Henry Larsen. Det var Henry Larsens tanke at fortsætte produktionen af ildtændere og supplere med andre kemisk-tekniske artikler, men branden var anledningen til, at Henry Larsen startede en succesfuld produktion af fluefangere.

Fluefangere var tidligere blevet importeret fra udlandet, men det havde 1. verdenskrig sat en stopper for. Produktionen af ildtændere blev senere genoptaget.

Brønshøjparken

Adolf Prior døde i 1920 og i 1929 solgte hans enke grunden til Københavns Kommune. Grunden blev i 1934 til en del af den nu fredede ”Brønshøjparken”.