Nytårskoncert i Kapernaumskirken

Aldrig så snart er vi hoppet ind i det nye år, førend den første nytårskoncert i Kapernaumskirken, Frederikssundsvej 45, løber af stablen. Det er kirkens egen organist, Peter Brenøe Lange, som indleder det nye år med at spille festlige orgelværker, som passer til både boblevand og kransekage, som serveres efter koncerten.

Peter Brenøe Lange, orgel, der spiller nytårskoncert, torsdag 3. januar kl. 17 i Kapernaumskirken, Frederikssundsvej 45,

Den nordtyske barokperiode har altid været leveringsdygtig i ”kradse” orgelværker, især med en komponist som Dietrich Buxtehude, hvor Peter Brenøe spiller hans store e-mol Præludie og D-Dur Præludiet. Dertil en ”Fanfare” af stamfaderen til al den franske orgelmusik i 1800-tallet, nemlig Nicolas Jacques Lemmens, som bl.a. var til stor inspiration for César Franck. Apropos César Franck bliver der også plads i dagens program til dennes intime, bløde og følelsesladede ”Cantabile”. I samme ånd fremføres stykker fra den engelske romantik af bl.a. Frederick Delius og Hubert Parry. Rosinen i pølseenden er Louis James Alfred Lefébure-Wély’s ”Sortie”, et rigtig stykke umba umba musik, der alt af mest leder tanken hen på lirekassernes jeremiader i de parisiske gader eller varieteernes can-can, på maleren Toulouse Lautrecs tid. Et humoristisk punktum på en rigtig nytårskoncert.

To domorganister

De næste to nytårskoncerter i torsdags-rækken er lagt i hænderne på Domorganist Kristian Krogsøe, Århus Domkirke (10/1) og Domorganist Randi Mortensen, Odense Domkirke (17/1) – to prægnante danske musikerprofiler af vor tid.

Der er gratis adgang til koncerten, som varer 45 minutter, og bagefter inviterer kirken på champagne og kransekage.