Handelsforeningens formand: Vi må holde humøret højt, selvom det er svært !

Linde Apoteket har ladet fremstille et smart indkøbsnet, man kan købe for en 10’er, og det viser Ilja Søndergaard her frem flankeret af sin medarbejder Thanh.

Midt i den anden bølge af Coronakrisen har netavisen besøgt formanden for vor lokale Handelsforening HBH, Ilja Maria Søndergaard i hendes domicil på Linde Apoteket i Brønshøj. Mest for at få en kommentar til de seneste restriktioner som endnu engang har betydet lukning af detailbutikkerne – ikke mindst i lokalområdet.

Heldigvis går apotekerne jo fri og holder normalt åbent, så det var en travl apoteker, vi fik en snak med.

– Det er naturligvis en ulykkelig tid for vore lokale butikker, som endnu engang skal gennem en svær periode, men heldigvis har nogen fundet muligheder for fortsat at holde tingene i gang. Det er for eksempel dem, der modtager bestillinger på nettet, og som så sørger for, at folk selv kan hente varerne. Men om alle slipper helskindet igennem det her, er desværre tvivlsomt. Her tænker jeg blandt andet på de mange spisesteder, vi har i området, og som holder lukket. Det er ikke nemt for nogen. Så at skulle komme med en opmuntrende bemærkning til alle dem, der har det hårdt lige nu er svært. Men jeg prøver alligevel. Vi har fået gang i Corona vaccinationerne, og på et tidspunkt når alle har alle fået dem, kan vi kun håbe det hele vender. Der er lys for enden at tunellen, for nu at bruge en slidt sætning, slutter formanden.