"Sporvognsminder fra Brønshøj og Husum" 37
Vi fortsætter i dag serien omkring de gamle sporvogne i Brønshøj og Husum i samarbejde med Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm, www.facebook.com/sporvejsmuseet. I dag skal vi “en tur ind til byen med Linje 8” ..
Ugens afsnit byder igen på en tur udenfor Brønshøj med en af bydelens sporvognslinjer endda efter, at linjen var overgået til busdrift.
I weekenden 17. – 18. august 1968 genopstod Linje 8 for en kort stund på grund af Christianshavns 300 års jubilæum. Linjen kørte dog kun mellem Studiestræde og Christianshavn.
Linje 8’s gamle sporsløjfe på Christianshavn var naturligvis blevet nedlagt efter 1965, så de tre sporvogne, der kørte som Linje 8 måtte fortsætte til Skånegade, hvor vognene vendte i Linje 9’s gamle sløjfe.
Tre af Københavns Sporvejes museumsvogne, 190 – 305 og 430 kørte på linjen i løbet af weekenden. Her er 305 kommet i selskab med Linje 2 på Rådhuspladsen. De tre sporvogne er i dag bevaret på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm.