Lokal kunstner udstiller på Husum Bibliotek
Lokale Eva Elming udstiller en serie billeder som er malet siden marts 2020, mens Coronaen har hærget verden.
Billederne bærer præg af hendes følelser og tanker i perioden. Følelser og tanker som hun formentlig deler med mange mennesker.
Kunstudstillingen handler om sorg over adskillelse og udelukkelse, tristhed over savn, håb om lys, glæde ved naturen. Iagttagelse af de udfordringer ved at skulle holde afstand til andre mennesker, og det at føle sig udenfor da samfundet igen åbnede.
– For 1/2 år siden var jeg en frisk pensionist, der dyrkede venskaber, børn og børnebørn, yoga, kunstudstillinger, biografture, restaurantbesøg, rejser, kurser, foredrag og andre udadvendte aktiviteter, siger Eva Elming. – Men pludselig blev jeg en “sårbar ældre kvinde”, der blev begrænset og udelukket fra en række af de gøremål der giver livet værdi.
Kunstudstillingen med titlen ”Fra Coronaens tid” kan ses i Husum Biblioteks studiezone i november og december måned.