Brønshøj er med i Københavns Museums nye udstilling ”Byen på tegnebordet”

Københavns Museum inviterer publikum ind i maskinrummet hos dem, der over en 100 år lang periode tegnede konturerne af den hovedstad, vi kender i dag: Få historien om bl.a. Brønshøj vandtårn og Brønshøj skole, se de flotte arkitekturtegninger og fotos af det gamle København – og af byen lige nu.

                                                                       

Det er nemlig lidt af en skattekiste, som Københavns Museum trækker på i den nye udstilling: Et helt særligt arkiv under Stadsarkivet, der består af ikke mindre end 180.000 arkitekttegninger af københavnske byggerier.   – et pionerværk !

Brønshøj vandtårn – et pionerværk

Med i udstillingen er Brønshøj vandtårn, der anses for at være et pionerværk i dansk arkitektur og er tegnet af stadsarkitekt Ib Lunding. Det er en jernbetonbygning og en af tegnestuens tidligst gennemførte bygninger i funktionalistisk stil. Tårnet er udsmykket med søjler og runde vinduer, der snor sig i en spiral op ad siderne. Og træerne i parken rundt om tårnet er plantet, så de set ovenfra danner et mønster af en bølge, der slår mod bygningen, som er det et fyrtårn ved havet. Vandtårnet fungerede fra 1930 til 1999, og nu er fredet og fungerer som kulturhus. I udstillingen kan du se de smukke tegninger af Ib Lunding, som var kendt for sin helt egen skraveringsteknik; en teknik hans fagfæller døbte “prinsessenuller”. Imens giver s/h fotos et nostalgisk tilbageblik og Jens Markus Lindhes nye fotos viser, hvordan det tager sig ud i dag. Se også tegninger af Brønshøj skole: en stor og imponerende institution, der ligger tydeligt i landskabet i Brønshøj.

Flere bygninger og byrum

Blandt andre Brønshøjbygninger og -byrum fra tegnestuens hånd kan nævnes Brønshøj skole og Rytterskolen. Dem kan man finde på det store oversigtskort i udstillingen.

Få det hele med, med en omvisning i udstillingen eller forlæng oplevelsen derhjemme med bogen, Byen på Tegnebordet, der er udgivet i forbindelse med udstillingen.

Læs mere om udstillingen her: https://cphmuseum.kk.dk/event/ny-udstilling-byen-paa-tegnebordet-drawing-city

Se 2½ minutters film om udstillingen her: https://cphmuseum.kk.dk/artikel/se-kortfilmen-byen-paa-tegnebordet-212-minut

netavisen mandag den 3. maj 21