Ny gratis legestue i Brønshøj

 Lørdag den 23. november kl. 11-17 bliver bydelens nye selvbetjente legestue Hoppeloppen indviet i Kulturhuset Pilegårdens gymnastiksal.

Hoppeloppen er et nyt gratis tilbud til Brønshøjs mange børnefamilier. En selvbetjent legestue til hop, leg, ballade og balance for de 1-5-årige. En oplagt destination i løbet af weekenden, hvis der er spilopper, der hopper, og myrer der styrer derhjemme. Også et oplagt sted til en legeaftale.

Med støtte fra Nordea Fonden har Kulturhuset Pilegården indkøbt en masse seje redskaber, som stimulerer motorikken og inviterer til leg. Redskaberne er placeret i et stort skab med en kode ved gymnastiksalen i kulturhusets kælder. Hver weekend i tidsrummet kl. 11-17 kan man præcis som på biblioteket lukke sig ind med sit gule sundhedskort i Kulturhuset Pilegården på Brønshøjvej 17. Så åbner man skabet med en kode og derefter handler det om at bygge den sejeste balancebane. Så er man klar, parat til at tumle og balancere. Efter besøget pakker man redskaberne sammen igen i skabet.

Man kan læse mere om hvordan man bruger Hoppeloppen på Pilegårdens hjemmeside.