Nytårshilsen fra Husum Boldklubs formand

Traditionen tro har Husums formand Johnny Nielsen skrevet en nytårshilsen til alle, der følger de blåhvide – om året der er gået – og ikke mindst året der kommer. Netop i denne tid er Husum inde i en fantastisk udvikling både på – og udenfor banen. Og året starter forrygende den 4. januar, hvor tre borgmestre kommer for at være med til at levere det første spadestik til det nye klubhus. Vi bringer formandens hilsen her:

Kære alle i og omkring Husum

Jeg vil gerne takke min bestyrelse – trænere – holdledere – materiale forvaltere – viceværten -tutten – forældrene – spillerne og det er både ung som gammel – sponsorerne – Husum Support  – Gl. Drenge samt alle på Facebook, som følger trofast med Husum Boldklub – for alt jeres dejlige respons og for et fantastisk 2018. 

Og 2018 har været det hårdeste år for mig som formand, og det er ikke negativt ment, for der er sket så meget, at der ikke har været timer nok i døgnet, men det er heldigvis mest positivt, da vores klub jo blomstrer og har hold både i KS for herrer og kvinder samt et hold i højeste række for divisionsreserver samt flere af vores ungdomshold virkelig rykker sig, hvilket også betyder, at Sunes U14 piger er at finde i Elite Øst samt at vi har U17/19 drenge hold ,som der også virkelig har været satset på, samt at vi også har så mange dygtige ungdomstrænere. Så vi flytter os virkeligt på ungdomssiden.

Og det er også året, hvor Bestyrelse og Ungdomsudvalget virkelig har fundet en model, hvor vi arbejder med hinanden og ikke som små selvstændige grupper, så en kæmpe tak til alle for at få det op og køre.

Det var så også året, hvor vores 1. holds træner samt assistent valgte at stoppe dagen før jul, hvilket jo også giver udfordringer, men en kæmpe tak til Martin Krøger og Kim Olsson.

Heldigvis har vi allerede fået ansat en ny træner, Lars Halkier som jo er et kendt ansigt i klubben i forvejen, og vi er allerede i gang med at søge ny træner til 2 holdet.

Så har der været Copenhagen Car Race samt Kræmmermarkedet, som også har trukket tænder, og så her en kæmpe tak til alle for at få det til at fungere til UG.

Og ja jeg kunne blive ved, men det er jo ikke en bog . Så sidste emne jeg lige vil komme ind på, er det, som har kostet mest blod – sved og tårer, nemlig DET NYE KLUBHUS, og her har der virkelig været kæmpet en kamp, da vi sikkert som den eneste klub i Danmark, (tror jeg), selv har skullet stå for alt samt det kæmpe arbejde, det har været at få indtil videre 16 millioner  kroner fra forskellige puljer. Bl.a. Københavns Kommune og Lokale og Anlægsfonden. Det er det største beløb, som er givet til en amatør klub til et nyt klubhus.

 Ja der er der nu valgt, hvilket hus som skal bygges, og det bliver i samarbejde med BBP som Arkitekt  – og Combibyg som Entreprenør, og dette er lavet som en fuld Entreprise, hvilket vil sige, prisen er fastsat, og det kommer hverken til at blive billigere eller dyrere. Vi er meget glade for det samarbejde, vi har haft indtil videre og glæder os til, at huset står klar til indvielse. Der meldes ud om, hvornår dette bliver i starten af det nye år, samt at der også i starten af 2019, kommer mere om toilet og omklædningsforhold i den midlertidige periode.

Hvis man har haft sin gang i klubben, vil man se, at der intet er tilbage af det gamle klubhus – men nu kun en tom grund. Man kan følge med projektet på den Facebook side, der er lavet udelukkende til information om klubhuset.

Men hvor er det bare fantastisk for Husum Boldklub, efter alle disse år med hårdt arbejde, at der nu omsider kommer et nyt klubhus.

Og her vil jeg gerne takke klubhus udvalget for det arbejde, der har været lavet indtil videre. Hold da op siger jeg bare, og ikke for at skulle fremhæve nogen frem for andre, så var vi ikke nået til en tiendedel af, hvor vi er i dag uden Rasmus Toppel samt Jan Sivert for at være den primus motor, han har været i så mange år.

Men husk at vi skal alle hjælpe for at gøre vores elskede klub endnu bedre, og ingen er bedre end det svageste led.

Jeg vil også lige rette en ekstra stor tak til Flemming Antony for al den opmærksomhed, som ikke bare Husum Boldklub får, men alt omkring vores bydel, – som vi kan følge med i gennem en masse dejlige artikler om, hvad der rører sig i vores dejlige område. 

Sidder der nogen derude, som kunne tænke sig at være sponsor eller kunne hjælpe med at finde sponsorer til klubben, så tøv ikke med at henvende jer til Formanden.

For som vores motto lyder:

”SMÅ KLUBBER HAR BRUG FOR FOLK MED STORE HJERTER” …

Og med disse ord vil jeg ønske jer alle et knald godt nytår.

FORMANDEN

HUSUM BOLDKLUB