Otte foredrag starter torsdag om hele Københavns historie

Fra på torsdag den 28. april kan man høre seneste nyt om hele Københavns historie fra for 14.000 år siden frem til 2020 gennem otte foredrag. Foredragene tager afsæt i det nyligt udgivne bogværk fra Gads Forlag: ”København og historien”.

En af tre gravhøje ved Bellahøjhusene, København, leveret til Københavns Museum og bogserien “København og Historien” fra Gads forlag. Foto: Thomas Bertelsen

 

Her vil arkæologer og historikere fra Københavns Museum og Københavns Stadsarkiv øse af deres viden fra de seneste års mange arkæologiske udgravninger og udførlige arkivstudier. Bliv klogere på byens indbyggere og hovedstadens udvikling igennem tiden – der bliver levende fortalt om alt fra istid til nutid, religion, reformation og revolution, krig og fred, industrialisering og metroen.
Hør bl.a. om, hvordan nogle stenalderfund dukkede op under en tidligere pornobutik, om kongers drømme om smukke slotte og skønne paladser, og hvordan arkæologer fandt en kirkegård fra sen vikingetid under Rådhuspladsen på det sted, hvor borgere i årtier har stået og ventet på bussen. Og om mange andre interessante emner.
Før og efter foredraget kan man besøge museets udstillinger og se nogle af de genstande, som bliver omtalt.

Før byen 12.000 f.v.t.-1000 – København og Historien 1

Torsdag 28. april kl. 19
125 kr. inklusiv kaffe og entré til Københavns Museum samme dag.

Stenalderfund i en tidligere pornobutik og en gravhøj midt på en befærdet gade:  Kom til foredrag om København ”før byen”.

Der er masser af spor efter forhistorien i København. De kan være svære at få øje på i den moderne storby, men der dukker jævnligt levn op i forbindelse med anlægsarbejder. Under byens tykke opfyldslag ligger den gamle kystlinje,  hvorfra jæger-samlere for mange tusinde år siden har fisket og sejlet ud på Øresund. Her har de efterladt flintaffald, udtjente redskaber og rester af byttedyr. Enkelte gravhøje fra bronzealderen ligger anonymt rundt om i byen og vidner sammen med spor efter jordgravede stolper om, at der også senere i forhistorien var masser af aktivitet i det område, der senere udviklede sig til København. Hør arkæolog Niels Henrik Andreasen fortælle om små og store fund fra de ældste tider i Københavns og Frederiksberg Kommuner. Få bl.a. historien om en lærer, der gjorde store opdagelser på en tørlagt havbund, et stenalderfund i en tidligere pornobutik og en gravhøj midt på en befærdet gade. Hør også om, hvordan arkæologerne jagter forhistorien midt inde i en tæt bebygget by, og se og rør ved oldtidsredskaber fundet i København.

Foredraget har afsæt i det første bind ”Før byen – 12.000 f.v.t.-1000” af bogværket ”København og historien”, som for nyligt er udkommet på Gads Forlag. Bogen kan bl.a. købes på Københavns Museum.

Sted: Københavns Museum, Stormgade 18, 1555 København V

Bestil billet her: Før byen – København og Historien 1 – Københavns Museum – Arrangementer (kk.dk)