På ryggen af Stadions trøjer

Når IF Stadions bedste herrehold løber på banen, er det bogstaveligt talt med en ny partner i ryggen. Således har RealMæglerne Brønshøj valgt at støtte op om bydelens store håndboldklub. 

Firmaets logo er at finde på ryggen af holdets trøjer, og på den måde lever RealMæglerne op til det, netavisen skrev om for nylig, nemlig at være “Sportens ejendomsmægler i Brønshøj”.

– Det er da en kæmpe ære, siger Kasper Agerbo Bech, RealMæglerne til netavisen. –  Jeg er jo vild med sport, og jeg er vild med at støtte lokalt. Når de to ting kan forenes, skal jeg ikke tænke to gange over, om det er en god ide. Vi er en lokal ejendomsmægler, og for os handler det ikke bare om at sælge boliger. Det handler også om at være noget for det område, vi er en del af.

Bestyrelsen i IF Stadion glæder sig over, at endnu en lokal virksomhed har sluttet sig til holdet.

Det bliver altså på ryggen fremover, man vil se logoet

– Det er alfa og omega, at vi har opbakning fra det lokale erhvervsliv. Én ting er det lavpraktiske i en samarbejdsaftale, der selvfølgelig kan give noget til begge parter, lyder det fra en samlet udtalelse fra bestyrelsen i Stadion. -.Noget helt andet er, at det giver os en følelse af, at vi gør noget rigtigt, når ultralokale virksomheder ønsker at bakke op om os. Vi er en håndboldklub fra, for og af Brønshøj. Derfor skal vi selvfølgelig kunne være noget for byen, ligesom den skal være noget for os. Vi glæder os helt vildt over, at RealMæglerne Brønshøj og Kasper er med på holdet.