Seminar: Optimal ernæring til mental sundhed - 14 timers program på lørdag i Pilegården !
Velkommen til et seminar præsenteret af den lokale bluesmusiker Krølle Erik og oplysningsforbundet May Day. Et seminar som strækker sig over hele 14 timer fra kl. 9 til 23 lørdag den 7. november, hvis man tager hele pakken med. Her kan man få et indspark til betydningen af kost og ernæring i forbindelse med emner så forskellige som angst, depression, dårlig søvn, hukommelse, ADHD, autisme, Alzheimers og misbrugsbehandling.
Arrangørernes beskrivelse:
Ny forskning har vist, at de næringsstoffer vi indtager, har overordentlig stor betydning for vores mentale sundhed. Ikke mindst i udviklingen af børns hjerner, men også både forebyggende og helbredende for voksne. Denne forskning tog sit udgangspunkt i 40erne og 50ernes USA, hvor biokemikeren Roger Williams, opdagede og isolerede vigtige næringsstoffer, og skrev den første afhandling om, menneskers biokemiske forskellighed.
Siden har pionerer som Linus Pauling, Abram Hoffer og Carl Pfeiffer, skabt grundlaget for den Orthomolekylære psykiatri. Dagens oplægsholder Patrick Holford, har været elev af dem alle tre.
En sidste stor pioner er, den norske læge Karl Reichelt, der opdagede forbindelsen mellem, gluten og kasein intolerance, ADHD og autisme, skizofreni m m. Denne opdagelse, danner grundlaget for den nye forståelse af disse lidelser.
Krølle Eriks historie
Krølle Erik oplevede på egen krop at blive befriet for en alvorlig alkoholafhængighed hos en alternativ behandler, ved hjælp af store doser af visse næringsstoffer for ca. 20 år siden. “Jeg vil derfor gerne bringe denne viden videre til så mange som muligt.” forklarer den lokale medarrangør. Læs Krølle Eriks alkoholhistorie her.
“Måske kunne man stille sig det spørgsmål, at hvis det skulle være så godt, hvorfor er det så ikke mere kendt?”, spørger Krølle Erik og tilføjer: “Min helt private mening om dette er, at mainstreamsundhedsvæsnet, oftest arbejder med en enkelt del af patienten, med en medicin der er fabrikeret til mange patienter på en gang. Derimod i den orthomolekylære lægeverden, har man en holistisk tilgang til mennesket. Det vil sige at man ser på hele patienten, og ud fra dette skræddersyr kuren til den enkelte. Dette er der ikke særlig megen profit i, da naturlige substanser ikke kan patenteres. Sammenlignet med medicinalindustrien, der prøver at finde en ”magic bullet ” der kan patenteres. Dette kunne jo være en del af forklaringen, til at man ikke høre så meget om de naturlige holistiske behandlingsformer.””
Program for dagen:
- Kl. 9:00-10:00: Morgenbuffet og registrering
- Kl. 10:00- 10:15: Åbning og præsentation, ved Erik Andersen
- Kl. 10:15 – 12:00: Nej, tak til angst, depression og dårlig søvn v/ Patrick Holford
- Kl. 12:00 – 13:00: Konference buffet, både kød og vegansk
- Kl. 13:00 – 13:30: Fødevareintolerancers betydning, ADHD og Autisme v/ Patrick Holford
- Kl. 13:30 – 14:30: Forebyg Alzheimers (skab bedre methylering) v/ Patrick Holford
- Kl. 14:30 – 15:00: Kaffe og kage
- Kl. 15:00 – 16:30: Misbrugsbehandling uden abstinenser v/ Patrick Holford
- Kl. 16:30 – 17:00: Evaluering, spørgsmål og tak for i dag v/ Ida Mette Holm og Erik Andersen
- Kl.18:00 – 20:00: Aftenbuffet, både kød og vegansk
- Kl. 20:00 – 23:00 Bal til musik af Krølle Eriks Blues Band
Priser
Adgang til de fire oplæg på engelsk af Patrick Holford: 500 kr.
Frokost + forplejning v/ Café Pilen (Morgenmad, frugt, kaffe, the, vand, frokost med lunt, salater, kaffe og kage om eftermiddagen): + 260 kr.
Aftenmenu i Café Pilen med adgang til aftenens koncert med Krølle Eriks Blues Band, netværksskabende snakke og hyggeligt samvær: + 275 kr.