Serie koncerter i Brønshøj Vandtårn

Nye toner til en ulykkelig kærlighedshistorie

I disse dage genbesøger lydkunstner og vokalist Tanja Schlander sit gamle lydværk med en serie koncerter i Brønshøj Vandtårn med udvalgte inviterede musikere. Næste koncert er torsdag den 5. maj kl. 19.

En af de mest berømte historier om ulykkelig kærlighed må næsten være Goethes historie om Den unge Werthers lidelser fra 1774. I 2004 brugte lydkunstner Tanja Schlander netop den historie som afsæt for at fortælle sin egne ulykkelige kærlighedshistorie med lydværket “Den Unge Werther 2000”. Værket bestod af hendes egne reallydoptagelser tilsat en billedside og turnerede på utallige festivaler. Nu genbesøger hun sit gamle lydværk i Brønshøj Vandtårn sammen med udvalgte inviterede musikere.

Torsdag den 5. maj kan man således opleve Schlander i selskab med den københavnerbaserede komponist og pianist Rasmus Kjær Larsen, som blandt andet var en del af musikkollektivet Under Byen.

I Brønshøj Vandtårn spiller Kjær Larsen efter akkorder som er trukket ud af fra Tanja Schlanders originale lydværk og Tanja Schlander improviserer sang og tekst fra transskriptioner af den originale tekst.

Tanja Schlander er uddannet lydkunstner fra Det Jyske Kunstakademi og går på Det Jyske Musikkonservatoriums solistvokal-linje. Med reference til vokale eventyrere som Diamanda Galas og Lisa Gerrard afsøger hun grænserne og mulighederne for sin egen stemme. Oftest kunstfærdigt og eksperimenterende og uden for de vanlige skønhedskategorier og traditioner.

Til koncerten bliver der masser af rum for improvisation og eksperimenter og efterklangen i vandtårnet stiller særlige krav:

Brønshøj Vandtårn har 15-20 sek. rumklang. Dette kræver at vi musikere og publikum må åbne et nyt register i sig selv. Den individuelle udfoldelse må formindskes og det der fylder for meget må skæres fra. Simpelthen.” forklarer Tanja Schlander.

Koncerten er en del af koncertrækken ”SUI PROJECT: Earth Hymn. Nights of integrity.”, som er støttet af Brønshøj-Husum Lokaludvalg. Entré: 40 kr. i døren.