En gammel husumdrengs barndomserindringer til 2700-netavisen (6.del)

                     Husumdreng

Vi har fra en gammel husumborger, Tonny Rosendahl Larsen fået lov til at bringe hans erindringer fra barndommen i det gamle Husum. Det er en meget hyggelig og interessant fortælling om en tid, hvor alting var helt anderledes end i dag. Hver uge vil vi bringe et afsnit af den ganske lange beretning.

 

I dag er vi nået til 6. afsnit – Frederikssundsvej

Gamle Gadelandet gik jo som bekendt op til Frederikssundsvej, hvilket var et forbudt område medens vi var børn, men denne gade var meget interessant, for ikke alene boede min mormor der, men der var mange forretninger. Jeg kan selvfølgelig ikke huske, i hvilket nummer hver enkelt butik lå i, og rækkefølgen er også lidt svær. Men jeg kan huske de butikker, jeg ofte kom i eller besøgte: Min mormor boede i 278A, og i denne ejendom lå der glarmesteren, en legetøjsbutik, og Uldjyden.  Min mormors nabo var en flink ældre dame, der hed fru Andersen, og hende kendte vi ikke særlig godt. Oven på boede ejerne af ejendommen, familien Biltung. Han var tandteknikker, og konen var vist hjemmegående. Jeg havde ikke fornemmelsen, at de var så vellidte hos min mormor. De havde to drenge, hvoraf jeg kun husker den ældste – en rødhåret knægt med navnet Carl-Wilhelm, den anden hed vist nok Jørgen. Min mormors lejlighed var en toværelses med indlagt vand og toilet. Der var en entre, et pænt køkken med bygas og spisekammer, køleskabene var ikke så udbredte.

                                              lillebutik3

                                        Frederikssundsvej 278 ligner sig selv som det ser ud i dag

Der var et soveværelse, som min morbror brugte, når han ikke boede på Vesterbro hos ”damen” og så var der en stue.

Min mormor havde en udtræksdivan i stuen, og der sov hun og min lillebror eller jeg, når vi overnattede.

Vi elskede, at være på weekend hos mormor begge to, bare én ad gangen, selv om hun IKKE havde legetøj eller noget. Vi kunne være oppe, til hun gik i seng ved 2-3 tiden om natten og sov søndag morgen til klokken 11. Oh hvilken svir. Mit bedste legetøj hos hende var to skurebørster og en neglebørste, som med megen fantasi var ”sporvogne”, og dem kunne der leges med i adskillige timer.  Længe leve fantasien. Der var også en gård med. På den anden side af gården, lå der småværksteder og vaskehus, og i midten af gården var der en bygning med cykelskure, depotrum. På taget var der tørreplads. Vi unger legede ofte i gården også med dem inde fra 278B

Ved siden af 278B var der indkørsel til Ferd. Olsens fabrik. Den næste på linjen var vaskeriet, som vi også selv brugte, der var vaskemanden og hans kone, og deres søn Walther, som var næsten voksen. Og så duftede der altid rent, og dampen stod ud i hele butikken, for de pressede og rensede også tøj. Lidt længere henne kom ”cigarmaren” Schumaccer  der selvfølgelig handlede med aviser og tobak. Der var også en viktualieforretning kaldet ”spækhøkeren” og en rigtig skomager, der hed Jørgen. Det var ham og moderen, der kørte butikken. Der var trægulve og trædiske, så helt moderne var biksen ikke. Man kunne også få skoene forsålet, det er der vist ikke mange der gør mere.

Bag ved skomageren, var der noget Tømmerhandel, Husum Tømmerhandel, som jeg ikke kender så meget til.

Fælles for disse butikker er, at det var nærmest barakker de var i. Der var posthus i en rødstensbygning. Så var der købmand Christensen, en gammel mand. Hans datter, Grethe gik i min mors klasse. De startede som almindelig købmand, med kaffe, mel og sukker osv., men udvidede senere med grøntsager og frugt, og det var meget ualmindeligt den gang.  Senere fik de også  ismejeriprodukter.  Der var også en slagter, slagtemester Rasmussen, hvor min mormor altid købte for 50 øre leverpostej og 50 gram afskåret pålæg. Mine forældre handlede i de samme butikker. Bageren hed også Kristensen og var bor til Købmanden.  Man blev sommetider hårdt behandlet, som jeg husker det:

Jeg skulle som dreng ned til bageren for mormor og fik den lille gule plastikpung med  indkøbsliste og penge med. Hurra. der blev penge tilbage – hele 25 øre, som jeg sagde til ”bagerdamen” at jeg måtte snolde for. Hun troede mig ikke, men lod sig overbevise. Da jeg kom tilbage uden de 25 øre, sagde jeg til min mormor, at jeg ikke fik penge tilbage. Hun troede mig ikke over en dørtærskel, og tog mig med til bageren hivende mig i øret. Det gjorde ondt.

Bagerdamen sagde, at jeg havde sagt , at jeg måtte snolde for byttepengene, og jeg fik en syngende lussing. Ak ja man kan få ”hovedpine” af at gå til bageren. Ved siden af bageren lå hovedindgangen til Dahls porcelænsfabrik, de lavede efter sigende meget fine porcelænsfigurerer.  Mikro Radio lå i en lille bygning og dernæst et gartneri, hvilket i dag nok er en sjælden foreteelse i bybilledet, men Husum var stadig i 1950 og 60erne lettere landsbypræget. Efter gartneriet, var der en lille have og i den have lå et hus, hvor Husumbladet havde redaktion og redaktøren så meget uhyggelig ud, syntes jeg dengang. Bagerst i haven lå Husum Asyl, som børnehaven hed, og den blev ledet af frk. Edith. Børnehavelærerinderne som de kaldtes dengang gik klædt ligesom sygeplejerskerne i blå kittel.  Vi legede meget frit, men spisetiderne og middagssøvnen står stadig lyslevende for mig. Man var altid glad, når mor kom og hentede os. Legepladsen i børnehaven vendte ud mod Husum gamle  Bystævne med de stråtækte huse, men det lagde man ikke mærke til, det var vi vant til.

Linje 5 Hus

                         Et dagligt syn fra tiden i tresserne – sporvognene på vej til og fra Husum Torv

Efter Husumbladet/børnehaven lå sparekassen som et udskud på det store moderne byggeri ”Biohuset”. Sparekassen hed Sparekassen for Kjøbenhavn og Omegn, og de havde en lidt speciel opsparingsform. Man kunne løbe sparemærker til 25 øre og sætte dem i en sparemærkebog, og når den var fyldt, var der hele 10 kroner, man kunne sætte ind på sparekassebogen. Det var sjovt at spare op på den måde. Efter Sparekassen for Kjøbenhavn og omegn, senere Sparekassen København-Sjælland –SDS og Nordea, lå skrædderen Hr. Jahns Butik. Hans søn Preben Jahn og jeg gik i børnehave sammen.

Dernæst lå Strøms Kiosk, hvor min mor købte sine ugeblade, Hjemmet og Flittige hænder – det var et sjovt par Hr. og fru Strøm, for af én eller anden grund fik jeg associationer til Gyldenspjæt. Der lå andre butikker som jeg ikke lige husker. Derefter kom Husum Bio, som huset havde sit øgenavn efter.

Fortsættes næste søndag