Historien om Astrid Theisen fra Skolevangen 1. del

2700-netavisen har fået lov til at bringe historien om en lokal borger, Astrid Theisen, som hun selv skrev til sine efterkommere for en hel del år siden. Den fortæller om livet i gamle dage, men også om hvordan det var at flytte til Brønshøj i 1921 med sine forældre og ti søskende. Netavisen har valgt at bruge Astrid Theisens egne ord, og historien starter helt tilbage til dengang hendes forældre blev født.

Vi lægger ud med første afsnit, og de efterfølgende vil så blive koblet på lidt efter lidt. For de læsere der kommer til senere, lader vi afsnittene stå, så de med det samme kan følge med. Under hvert afsnit skriver vi, hvornår det næste er på.

Astrid Theisen døde i 2007. Hun blev 87 år gammel og boede til det sidste i Skolevangen.

 

Mine forældre og bedsteforældre

Vores Far – Sofus Holm, blev født 20. maj 1879 i Horsens, mens vores Mor – Petra Marie Holm, født Andersen, blev født 12. december 1882 også i Horsens.

Begge vore forældre var således fra Horsens. Vores farfar Lauritz Henrik Holm – født 2. november 1831 – var skomagermester i Horsens med egen virksomhed på Graven og ejendom i Nørregade og havde både svende og drenge boende på fuld kost, foruden en stor børneflok på en halv snes – tre piger og resten drenge.

Der var jo ingen skofabrikker dengang – det var håndværk altsammen.

Vores morfar Niels Peter Andersen – født 14. august 1855 – havde et lille hus, en hest og en vogn og kørte for bønderne ude på landet. I dag ville man nok kalde det en vognmandsforretning, men en kold tjans har det sikkert været på vinterdage, i kulde og slud. Han var skikkelighe­den selv, kørte hjemmefra om morgenen, var væk hele dagen og kom hjem om aftenen sent med en lille fortjeneste.

Vores Mormor Ane Andersen – født 5. juni 1861 – var derimod en me­get skrap dame og bestemte alt. Børnene var altid bange for hende. Jeg har altid forestillet mig hende som et galt spektakel og hårdhjer­tet, og der røg også let et par bandeord ud af hendes mund.

Et træk i hendes karakter: Engang – det var i 1931-32 – var jeg på fe­rie i Horsens hos min farbror Lauritz og tante Jenny i Jessensgade og var så naturligvis på besøg hos Mormor i hendes middagsstund. Hun ar­bejdede på en tobaksfabrik og havde middagshvil i 2 timer hver dag. Hun stod og strøg, og jeg skulle naturligvis pumpes for nyheder hjem­mefra, og børn er jo ærlige og åbne. Jeg fortalte om søster Anna, som var blevet skilt fra Ernst – to små børn, ingen uddannelse, efter eget ønske – men hun skulle jo forsørge sin familie, og det var svært. Bør­nene var små og i vuggestue daglig, og altid syge så med det ene og så med det andet. Den store af dem, Ernst, kunne ikke rigtig gå, da han var født med bagvendte fødder, så Anna skulle tit på hospitalet med ham. I de første 4-5 år af hans tilværelse gik han med specielle støv­ler, der blev syet til ham på Vanførehjemmet. Og altid dårlige ører havde han. Han blev opereret for mellemørebetændelse, og det var en meget farlig operation dengang. Han fik mejslet hul i kraniet bag begge ører, og det var ret farligt.

Så siger min Mormor til mig lille størrelse: ? De skulle sgu? dø for hende alle sammen. Det fortjente hun, den pikrøv !? Det var hårde ord, og in­tetanende skrev jeg det hjem til min Mor. Mange år efter fandt jeg det brev i hendes gemmer – det har nok gjort ondt.

Jeg har kendt min Mormor, men aldrig min Morfar – han døde, før jeg kan huske. Der var også mange børn hos dem ? otte-ni piger og en dreng. Det var kønne børn alle sammen, Fanny Jensen (senere formand for Kvindeligt Arbejderforbund) var een af dem, men vores Mor var natur­ligvis den kønneste, syntes jeg.

Mor var den ældste, og hun kom tidligt ud at tjene, selv om hun var godt begavet. Hun har altid været kokkepige. Vores forældre var meget unge, da de traf hinanden. Far var lige udlært som smedesvend på det tidspunkt, og helt bestemt var det den store, store kærlighed. Den va­rede ved i alle årene. I deres lange ægteskab – 45 år – har jeg aldrig hørt dem skændes eller været meget uenige. Altid talte de pænt til hinanden – det var ?lille Far? og ?min pige?, og altid tog de hensyn til hinanden. Nu som voksen kan jeg rigtig se, hvor de altid har haft det godt med hinanden, og der var altid mange kys.

På en eller anden måde var de som unge havnet i København, hvor Mor fik plads i huset. Men på et tidspunkt rejste Far i forvejen til Trondhjem i Norge. Her fik han sig etableret i en lejlighed, og snart fulgte Mor ef­ter. Far fik oparbejdet en lille virksomhed med at justere vægte for toldkammeret i Trondhjem. Det må have været i 1902, og i 1903 blev de gift og fik det første barn. Op til 1913-14 ekspanderede familien, så de havde syv børn, da de forlod Norge.

Da verdenskrigen brød ud i 1914, måtte Far noget efter afhænde det hele, fordi han havde undladt at melde til lægsrullen, at han var fra­flyttet landet. Han var nødt til at flytte tilbage til Danmark, hvor han blev indkaldt til militæret, som han skulle (ellers var han nok blevet sat fast på grund af desertering).

Atter rejste han i forvejen og fik en 2-værelses lejlighed i Odinsgade på Nørrebro, og Mor pakkede hele menageriet sammen i Trondhjem og fulgte efter med hele familien – syv børn, den ældste var 12 år og den yngste spæd. Det var uden tvivl en meget besværlig rejse, for børnene blev søsyge, men også dette klarede Mor, som var på vej med Gerda som nummer otte.

Det må have været i oktober-november 1914, for Fus, den yngste, 14 måneder, født i august 1913, havde lungebetændelse, og så med alle de andre små rollinger, og koldt har det været.

Mor kom først til Horsens, hvor hun var et par dage, og børnene blev så anbragt hos bedsteforældre og Fars søskende, og derefter gik tu­ren så med en billig båd fra Horsens til København.

Far havde fået arbejde som fyrbøder og smed hos Hornung & Møller i Bredgade, hvor han for øvrigt var til han fik folkepension i 1945. Nu boede vi 9 mennesker – 2 voksne og 7 – børn i en lille lejlighed med 2 værelser. Der har bestemt ikke været megen plads, men vi blev flere endnu, for da vi i 1921 flyttede fra Odinsgade til Brønshøj var der kommet endnu 4 børn til, så vi var 11 børn.

Fortsættes – øvrige afsnit finder man under “portræt” – gå op til overliggeren og tryk på rette sted …

 

atsrid

Astrid Theisen

 

Pizza 242

Den gamle Brønshøj kro, der dengang, lige efter år 1900, var borgerselskabets tilholdssted. Træpavillonen til venstre er den første sporvognsventesal

 

Pizza 243

Kroen blev revet ned i begyndelsen af 1930 og på grunden rejstes den store gule ejendom, vi kender den dag i dag