En gammel husumdrengs barndomserindringer til 2700-netavisen (10. del)
Vi har fra en gammel husumborger, Tonny Rosendahl Larsen fået lov til at bringe hans erindringer fra barndommen i det gamle Husum. Det er en meget hyggelig og interessant fortælling om en tid, hvor alting var helt anderledes end i dag. Hver uge vil vi bringe et afsnit af den ganske lange beretning.
I dag er vi nået til: Skoletiden (2)
Mobningen af mig blev mere og mere uudholdelig, og det hjalp ikke at sladre derhjemme, for både min far og mor sagde, at jeg bare skulle slå igen. Det værste var, når man skulle hjem fra skole, og flere af de andre ventede udenfor skolen på at tæve mig. Om vinteren var der regulær sneboldkamp ude på gaden, og mange af de snebolde der blev sendt efter mig, var med indlagte isklumper. En dag havde jeg fået et ur af min farbror. Jeg var både glad for ham og uret. De andre – (det var i 3.) – havde set det pæne lidt ældre ur, og på vejen hjem blev jeg overfaldet af nogle af dem lige udenfor skolen, og de tog mit ur – et regulært røveri. Jeg turde intet sige til min far, for så fik jeg øretæver dér, da jeg burde passe på det ur fra farbror Jesper. Dagen efter i skolen så jeg inde i klassen de fire værste rødder stå i en gruppe. Vi var alle gået ind før læreren kom. De stod dér med mit ur. Jeg konstaterede, at de lige kunne stå mellem benene på et skolebord – (der var plads til to) – så et sådant stemte jeg op mod væggen og tog derefter en stol, som jeg fejede hen over deres hoveder med i vildt raseri. Nu havde jeg fået nok, ikke flere bank på vejen hjem, nu skulle mine ”bødler” have tærsk og det fik de. Da læreren listede ind, var der ingen der bemærkede ham, han måtte have stået og set på det, indtil han rømmede sig, og stille og roligt bad os om at sætte os og tage bøgerne frem. Jeg fik dog at vide, at han ville tale med mig efter timen. Det var ensbetydende med tæv. Da timen var færdig og læreren hr. Møller havde sikret sig, at ingen stod derude på gangen og lyttede meddelte han mig, at det var på tide at slå igen. Derefter fik en én på kassen, så det så ud som om, at jeg var blevet straffet. Jeg var nu én af de andre. jeg blev ikke mere drillet, fik ikke flere bank på vejen hjem.
Skøøøøøøøøønt
Et par andre underlige episoder var der også. Vores regnelærerinde, havde en vane med, når hun havdre rettet vores regneopgaver hjemme at nævne hver enkelt elevs evner fra vores kladdehæfter og derefte kaste hæftet ned til os. Et eksempel: ”Jane, det var flot, flot flot alt rigtigt og et rent 6-tal” vi havde en 6 talskarakterskala, startende med 0 -03 4? 4 4x 5? 5 5x 6? og rent 6 (i dag 13), og så havde hun en vane med, at hver gang man havde regnet en side rigtigt, fik man en lille guldstjerne og 10 guldstjerner gav en stor ”guld”stjerne – hun må have investeret en masse penge i de stjerner, det var pædagogik, der ville noget. Én dag smed hun mit kladdehæfte i hovedet på mig med en anmærkning om, at hun efter at have rettet mit hæfte måtte rengøre sit skrivebord med vand og sæbe, for jeg skulle ikke sidde og spise leverpostejmad ud over hele kladdehæftet. Der var i øvrigt ikke ret mange fejl i opgaverne. Lige foran hele klassen og med høj røst, alle skulle høre, at hun mente jeg var en gris.
Det var bare for meget, så jeg klagede min nød til min mor, da hun kom hjem om eftermiddagen, og vi gik dagen efter op til skoleinspektøren, min mors gamle regnelærer fra Husum Skole, hr. Kaj Johansen, der forstod vores dilemma. Vi blev placeret i et tilstødende lokale, medens han over det nye højtalersystem kaldte min regnelærerinde op til kontoret. Han havde åbnet kladdehæftet, så hun ikke kunne se hvis hæfte det var, derefter bad han hende bladre det igennem, og da det var overstået, fik hun ordre til at hente vand og sæbe for at rengøre skrivebordet. Hun fandt nu ud af, hvad der var sket, og efter den episode blev vi sågode venner, at hun mange år senere deltog i min datters barnedåb.
Pædagogikken var mest ”svedere” eftersidninger og øretæver. Man var lidt bange for lærerne.
Et par episoder mere, hvor jeg fik mine første ”svedere” som eftersidningerne hed.
Vi gik i en lang række efter et frikvarter ind til klasselokalerne og gårdvagterne, de lærere, der holdt øje med, om vi opførte os ordentligt kiggede på. Jeg fandt et æbleskrog, som jeg ville ramme en elev med, men uheldet var ude, jeg ramte en lærer i nakken. Da han havde halstørklædepå opdagede han intet men den lærerinde der stod ved hans side var millimeter fra at blive ramt. Hun hev mig ud, og en sveder var på vej.
Min far havde lovet mig ”røvfuld” hvis jeg kom hjem med sådan én, så jeg var hunde angst. Den blev underskrevet og intet skete. Puha. Den næste var jeg nok ikke selvforskyldt i. Det var en vinterdag, hvor vi havde gymnastik og derefter obligatorisk bad. Jeg var MEGET længe om at klæde mig på, og det havde læreren ikke tænkt sig at vente på, så i frost og sne drønede han mig ud i skolegården kun iført underbukser. Jeg var sur – (også mine klassekammerater) – så da jeg havde klædt mig på, lavede jeg en snebold, som jeg kastede på lærerens bil. Det blev opdaget, og sneboldkastning i skolen var strengt forbudt. Derefter op til ”tøren” og få en ”sveder”.
Det var datidens pædagogik – tak for kaffe.
fortsættes næste uge