En gammel husumdrengs barndomserindringer til 2700-netavisen (11. del)

                            Husumdreng

Vi har fra en gammel husumborger, Tonny Rosendahl Larsen fået lov til at bringe hans erindringer fra barndommen i det gamle Husum. Det er en meget hyggelig og interessant fortælling om en tid, hvor alting var helt anderledes end i dag. Hver uge vil vi bringe et afsnit af den ganske lange beretning.

I dag er vi nået til: Skoletiden (3) og Fattigdom

Mens jeg gik i de små klasser, havde min mor fået job som husmorafløser, som det hed, og hun gik ud fra sygekassen – det var allerede inden skoletiden. Jeg blev da passet af min  mormor, hvor jeg kom op inden skoledagen startede og efter skoletiden.

Siden hen kom jeg i fritidshjem, og det var da meget sjovt. Vi var en gang med fritidshjemmet på lejr ved Kulhuse. Det jeg husker mest er, at vi var ude med en fiskerbåd på Isefjorden, og jeg blev så hamrende søsyg.

En af de bedste oplevelser fra den tid i 3.klasse var, at en dreng som boede ikke så langt fra mig, (jeg i Birkevang og han i Muldager), blev rigtig gode venner, og det har vi været siden 1961-62 og er det endnu, selv om han bor i Stockholm. Vi var altid sammen, og er det ofte endnu. Det var Preben Andersen.

Jeg var kæreste senere med hans lillesøster, og selvom hans forældre i dag bor i Gedser, har vi meget stor kontakt med dem. Næsten som familie. Vi kommer med til familiefester m.m. Det er en sang, jeg vender tilbage til. Jeg ville gerne tjene penge, så jeg fik et bydrengejob, det var meget almindeligt dengang. Jeg startede hos en købmand, der underbetalte os drenge på Kabbelejevej, men fik kort tid senere et godt job hos en Købmand på Brønshøjvej til den formidable sum af 20 kroner pr. uge. Ud over at køre varer ud på en ”Long John” ladcykel, skulle der fyldes varer op i butikken og gøres rent i gården og på fortovet på gaden. Så møde i skolen og hjemme klokken 19.00

Noget af det sjoveste jeg var med til, var skolehaverne. Vi fik hver – (dem der havde lyst) – lidt jord til at dyrke grøntsager i, og stor var min glæde, da jeg kom hjem med den første spinat og de første kartofler.

                                                                        Fattigdom                                    

 

Dette ord kender man i dag mest fra u- landene, men vi kendte til det, temmelig meget endda.

Min far var  arbejdsmand med en lav indkomst, og grunden til at han ikke blev til mere, og satte en ære i, at vi unger blev til noget var, at han var født i 1908. Hans skolegang har så været under 1. verdenskrig, og da han boede på landet, var skolegang en luksus, man kun kunne, hvis der var råd, og det var der ikke hos min fars forældre.

Arbejdet på gårdene var vigtigere, og det betød, at man dengang kun gik i skole hver anden dag, og i såtid og høsttid gik man slet ikke i skole. Uddannelse var der slet ikke tale om. Dette betød, at min far som det hedder blev ”lært ved landbruget”, altså simpelt hen blev gårdskarl. Da han i 1944 kom til København, skulle man blot have noget at rive i, så det blev ikke til noget ”skoleri” .

                      At være jord og beton arbejder og/eller murerarbejdsmand dengang var et hårdt og nedslidende arbejde, og han var ofte arbejdsløs om vinteren, når man ikke kunne komme i jorden. Som jord og betonarbejder var han bl.a. med til at lægge fjernvarmerør i København, og dengang var der ikke de gravemaskiner, som der er i dag. Det foregik med hakke og spade. Murerarbejde kunne man heller ikke om vinteren. Han var vant til hårdt udendørsarbejde i alt slags vejr, hvilket var med til at give ham, eller forværre hans bronkitis. Når min far tjente penge, kunne vi klare os, for min mor gik en del hjemme, medens vi var små, institutioner var der ikke så meget af. Det hjalp, da min lillebror og jeg kunne komme i børnehave, så kunne min mor køre ud som husmorafløser.

                      Når vinteren satte ind, og min far blev arbejdsløs, var der to muligheder for at få hjælp. Den værste var kommunens fattighjælp, som fik folk ned i hængedyndet, der var jo ikke bistandshjælp. Kunne man ikke klare sig selv, var det bare ærgerligt. Min far var som god socialdemokrat i fagforening og dermed også i arbejdsløshedskasse, hvilket dog var en anelse bedre. A-kasse understøttelsen var dog ikke noget at juble over, så nogle strenge vintre var over os, når der var frost.

Vores middagsmad bestod ofte af suppe, der var billigt at lave, for kødet var ofte grisehaler og grisetæer, ikke det mest nærende, men billigt og det holdt da sulten væk. Frokost var fedtemadder.

10 Grisehaler, et stort kødben (som man ellers giver en hund) kunne bruges til suppe 2-3 dage, det samme med grisetæer. Blodpølse var en hofret, og det kostede ikke ret meget, så den første dag blev blodpølsen stegt med sirup og kartofler, og de næste 5-6 dage på madpakken. Når jeg havde ti halve med i skolen, var de fem med blodpølse, så jeg har spist det blodpølse, jeg skal have. Og det var over flere år. Blodpølse to gange om måneden og det tog to uger at få has på. Sådan.  Wienerpølser var det samme – 10 pølser til 2 dage.  Opfindsomheden var stor. en kvart pølse til et halvt stykke mad. Der skulle ikke ruttes med noget. Vi fik fisk en gang i mellem. Min far arbejdede en periode ved Dybbelsbro med fjernvarme, og i havnen ikke langt derfra kunne man købe fisk af fiskerne – billigt.

Min mor fortalte engang, at vi var så langt ude, at der IKKE kunne holdes jul. En god julemiddag er jo ikke grisetæer eller haler – vel ?  Min mormor var medlem af en klub for ældre i Husumvold, som vi hørte under, og hun havde snakket med præsten om vores problem. Pludselig en dag lige op til jul blev min mor, mens det så MEGET sort ud overasket over, at pastor Abitz stod uden for vores dør i Gamle Gadelandet. Han havde nogle kartofler, en flæskesteg en lille pose kaffe, lidt småkager fra pastorinden, og lidt børneguf med. Dette glemmes han aldrig for.

fortsættes næste søndag