En gammel husumdrengs barndomserindringer til 2700-netavisen (13. og sidste del)

                      Husumdreng

Vi har fra en gammel husumborger, Tonny Rosendahl Larsen fået lov til at bringe hans erindringer fra barndommen i det gamle Husum. Det er en meget hyggelig og interessant fortælling om en tid, hvor alting var helt anderledes end i dag. Hver uge vil vi bringe et afsnit af den ganske lange beretning.

I dag er vi nået til: H/F Birkevang (2) – sidste afsnit.

 

Forholdene var meget små, men de blev lidt større. Børneværelset kom ud i linje med verandaen, og køkkenet bygget bagud.

Det var temmelig billigt med husleje, for vi betalte lidt af på banklånet til udbetalingen og ”husleje”  var: Grundleje 22 kr.  vand og kloak 1,50 kr.  og renovation 1 kr. veje osv. 1,50 kr. pr. md..  Lejen steg senere til ca. 40 kr., og da vi flyttede efter min fars død 1971 (vi rykkede ud i 1973) var lejen væsentlig højere.

Vi boede ligesom i et lille landsbysamfund, hvor alle vi unger var beskyttede, da stierne mellem grundene var så smalle, at biler ikke kunne mødes. Når der var sne, kunne vi lege ”sporvogne” med vores kælke. Én gik rundt på stierne med sin kælk, og andre kunne så hoppe på ved ”stoppestederne”. Vi var vel en fem-seks  ”kælkeførere”.

Ingen af os måtte under nogen omstændigheder gå ud på Mørkhøjvej uden tilladelse.

Birkevang2

Her ses huset inden udbygningen: Vinduet bagved tøjet der hænger til tørre, er køkkenet. Det ”inderste” vindue, der er ved min lillebror, er enden af børneværelset og de to ”yderste” vinduer er fra verandaen en slags entre. Det skur af et udhus hvor tørresnoren er hægtet på, er toiletrummet, og på den anden side af døren er værksted. Som man ser, er huset blevet pudset. 

I forhold til den gamle lejlighed vi havde i Gamle Gadelandet, var det her det rene paradis med plads til at røre sig på. De små stuer gav mange legemuligheder indenfor uanset vejret.

Vi boede i  nummer 15, som var en ”dobbeltgrund” altså større end de fleste andres,  og det var herligt. Vi kunne have to små æbletræer, det ene augustæbler, der smagte dejligt, og det andet var med madæbler (sure), samt to blommetræer (viktoriablommer og mirabelleblommer). Alle træerne lavstammede. Da kassebeholdningen ofte var meget lav, dyrkede vi både  grønkål, blomkål, rødkål og hvidkål i den ene side, derefter et mindre blomsterbed, med mange forskellige blomster, der var rigtig flotte. En lille græsplæne var der også. I den sidste del var der kartofler, rabarber, gulerødder, solbær, ribs og mange andre afgrøder til husholdningen.

I Haveforeningen var der også et marketenderi,  en slags købmand, der også måtte holde åbent om søndagen, hvilket ellers var strengt ulovligt i København.

Foran marketenderen var der en P-plads, kaldet festpladsen, for det var dér man afholdte fester som f.eks. Skt. Hans  osv. Havde man bil, måtte den sættes i haven, da gangene ikke var til parkering. Vi havde ingen bil.

Det var mange forskellige, der boede i vores haveforening:

I nummer 17 boede hr. og fru Nielsen, som vi snakkede meget med. De havde eller har en søn der hedder John, Han boede hjemme, selv om han var voksen, og han havde en ”rundrygget” folkevogn. I Nummer 18 boede Willy og hans kone, ham måtte vi ikke snakke med, for han var kommunist, og det var farligt. I nummer 20 boede en gammel maler, der var hellig. Han sagde engang, da jeg ville tænde en cigaret ved hjælp af et tændt stearinlys: ”Lad være med dette, cigaretten er kun for dig – lyset er for os alle” og ret havde manden. Længere henne ad gangen husker jeg ikke så nøje, de havde ingen børn.

På vores anden side – i nummer 14 – boede der i starten to ældre frøkener, senere flyttede Ewald og Alice ind med deres tossede unger. I nummer 13 boede en ældre dame fru Andersen. Nummer 11 kan ikke huskes, men i nummer 9 boede Kurt, der var lidt ældre end os andre. Overfor Kurt i nummer 76 boede familien Larsen med Henning og Preben, som var vores legekammerater i mange år.  Hennings far havde en lille grusplads i forhaven, hvor man ved hjælp af en ispind kunne skrabe sig ”veje” hvor vores biler kunne køre. En trætankbil kunne let i fantasien være en sporvogn. Lille Klaus boede i nummer 80, ”fængselsbetjenten” i nummer 78, og Anisette fra Savage Rose i nummer 5, på det seneste. Store Jørgen boede på Latyrusgangen og John på Liljegangen ved siden af de gamle hr og fru Steen.

På Lavendelgangen boede store Klaus og Lennart. For enden af Latyrusgangen boede ”den blinde” – jeg aner overhovedet ikke om manden var blind. Ved siden af varv familien Thomsen, og lige overfor os boede ”Fessor” en personage helt for sig selv.  Det var en ældre mand og hans søn, der var nogle værre grise. Deres hus lignede en ruin, og haven lignede et eller andet efter en borgerkrig, og så brændte de gammelt gummi af. Vi blev aldrig gode venner med dem, især ikke når vinden bar lige over til os søndag eftermiddag. Oppe ved festpladsen lå der også en ruin, der var ejet af en gammel kone, som vist ikke havde set vand og sæbe i årevis. Når hun havde været nede ad gangene kunne man lugte det længe efter. Hun havde ikke indlagt elektricitet og havde gamle tæpper for vinduerne. Grunden var et vildnis, og huset lignede Gurre  Slotsruin. Vi boede i den haveforening til to år efter vor fars død, da man fra kommunens side, i forbindelse med bygningen af plejecenter bag ved os opdagede, at vi havde bygget 50 cm længere ud i skel end tilladt.  Det tog så hårdt på os at hele husets udbygning fra 1962 skulle flyttes 50 cm. at vi solgte til 76.000.-

Vi var ellers meget glade for at bo der. En beboer jeg ikke har nævnt endnu, var vognmand Jørgensen fra Ærtebjergvej, han boede også ind til haveforeningen. Han kørte Taxi fra bopælen, og min mor fik ”sort” arbejde oppe hos ham jævnligt, det samme gjorde jeg. Skulle vi på ferie, var han altid på pletten med en Taxi. Alle chaufførerne kendte vi særdeles godt. Da vor far døde, stillede han vederlagsfrit vogne til rådighed til begravelsen.

For at være med til økonomien havde jeg som tidligere omtalt købmandsbyjob, senere kørte jeg kaffe ud for Java Brænderierne i Brønshøj, samtidig med at jeg gik i skole. Da jeg flyttede skole til Statens Pædagogiske Forsøgscenter, skulle vi i 10. klasse på lejrskole i det daværende Jugoslavien (1969). Jeg kørte aviser for Bladkompagniet klokken 4 om  morgenen, derefter i skole, og senere efter aftensmad og lektielæsning til FDF, hvor jeg startede i Husum, derefter i Brønshøjkredsen ( K.25) i menighedshuset på Præstegårds alle 5. Der begyndte jeg også i 1962 at spille baryton, engelsk horn i K.25s orkester under ledelse af  Uffe Aaberg.

Senere flyttede jeg til FDF K 15s orkester på Østerbro.

SLUT ..

                                                              birkevang 3

Det var ganske lidt om, hvad jeg som ”gammel husumdreng” kan huske om et Husum, hvor meget med tiden er forsvundet. Jeg håber, 2700-netavisens læsere har hygget sig lidt med en række gamle minder fra min barndom i en skøn bydel, og jeg vil også lige rette en tak til Flemming Antony, som har redigeret hele vejen.

                                                                                                                               Tonny Rosendahl Larsen

Husk det er muligt at læse samtlige afsnit, hvis man går ind under kategorien Serier ..                                                                                                                                    red.