En gammel husumdrengs barndomserindringer til 2700-netavisen (3. del)
Vi har fra en gammel husumborger, Tonny Rosendahl Larsen fået lov til at bringe hans erindringer fra barndommen i det gamle Husum. Det er en meget hyggelig og interessant fortælling om en tid, hvor alting var helt anderledes end i dag. Hver uge vil vi bringe et afsnit af den ganske lange beretning.
I dag følger 3. afsnit: Gamle Gadelandet
Navnet Gamle Gadelandet lyder meget norsk, og det er det også, men årsagen til at vejen har fået det navn står hen i det uvisse. Vejen hvortil mine forældre flyttede omkring 1954 eksisterer ikke mere. Jeg vil nu fortælle lidt om Gamle Gadelandet, hvad der var i den og hvem der boede der, efter bedste hukommelse. Vi starter oppe ved Frederikssundsvej lige overfor Husumvej, hvor man skulle have gode øjne, for gaden var lille og sikkert ubetydelig – dog ikke for dem der boede der.
Sådan så Gadelandet ud, dengang der stadig hvilede en landsbyhygge i området. Det er dog et stykke før denne histories indhold.
I nummer 1-3 lå der et automobilværksted, hvor en aldrende mekaniker og hans søn gik og arbejdede. Bygningen- eller i hvert fald garagen – var nærmest okkergul, mest sandsynlig fordi den ikke var malet længe. Jeg husker tydeligt de gamle modeller, der holdt for at blive repareret der. Der var totakts Audi-union, Trabanter, Austiner, NSU’er, DKW’er o.s.v
I nummer 5 – et lille hus med fast tag, lidt langt i det, boede en ældre mand, Hr. P. Olsen. Vi så ham ikke så tit.
Helt oppe ved Frederikssundsvej lige på hjørnet i det gamle hus lå ”Mikro Radio”
I Nummer 7 – en stor nyere rødstensejendom boede kun familien Mayer, og de havde til gengæld hele huset.
En stor del af familien er i skrivende stund temmelig meget i live endnu.
Nummer 11-13 var en ejendom, der var gulpudset, og den havde på det tidspunkt allerede overlevet sig selv med hensyn til vedligeholdelse. I nummer 11 husker jeg i stuen tv. familien Nielsen, der lyder ligesom navnet – meget dansk og rolige beboere.
I stuen th, boede der en familie med – jeg mener, det var 4 børn. Konen var lidt kraftig og manden lidt splejset. Hun mindede mig om min tegnefigurheltinde Fru Vom fra Knold og Tot. På 1. sal boede familien Holm ved siden af, som havde en yndig datter, der hed Lonny, men hvad tænker en dreng på 5-6 år på det ? Jeg syntes bare, at hun var en stor dum unge. Ellers husker jeg ikke andre på den etage, for vi kom der ikke så tit.
Allerøverst til højre boede Fru Christensen, der var dameskrædderinde, et job der stadig eksisterede dengang. Hun havde systue i soveværelset, og gav rigeligt med drikkepenge, når jeg senere gik byærinder for hende, men det krævede allerførst, at jeg måtte gå på Frederikssundsvejens fortov.
I Vores opgang i nummer 13, boede i stuen til højre en anden familie, der hed Larsen. Konen var nu meget flink, men manden var et kapitel for sig. Da de havde soveværelse lige ud til gården, og han gerne ville sove til middag, med 5-6 larmende unger lige udenfor vinduet, skulle det nok gå skævt, og det gjorde det også. Vi fik bolcher for ikke at larme, så nogen gange var vi lige ved at få mavepine. Det må have kostet dem en formue at holde os unger med bolcher, for vi var jo ikke dummere end andre. I stuen til venstre boede en familie med et polsk efternavn, som jeg ikke husker, men deres søn Preben står stadig lyslevende for mig. Han deltog i en for mig dramatisk hændelse, som jeg senere skal komme ind på. 1 sal til højre er den lejlighed, jeg kender bedst, for der boede viceværten med jordens dejligste unger, – det var nemlig os !! Mine forældre fik den lejlighed, hvis de ville være vicevært, hvilket betød en del ekstra arbejde, og en del besvær. Min mor måtte vaske både for- og bagtrappe hver lørdag og det var anstrengende, da der jo ikke fandtes varm vand i huset. Derudover skulle ejendommens toiletter og pessuare holdes rent, og de var i gården.
Grus arealerne i gården skulle rives og asfalten fejes. Så havde familien Larsen i stuen den totalt tåbelige ide, at alle dørene i opgangen, hvor vi boede, både hoveddøren til gaden og døren til køkkentrappen skulle kunne smække, og det selvom, der var pumpe på. Så hver eneste gang min far reparerede pumperne, gik gamle Larsen ud og løsnede dem igen. Alle skulle kunne høre, hvornår de gik eller kom. De var nu også selv meget interesseret i, hvem der kom og gik i ejendommen, og det anede de ikke, hvis ikke dørene smækkede. Tænk hvis man ikke kom hen til vinduet i tide. Det ville være frygteligt.
Vores nabo, familien Høy Petersen, var nu rare nok (de flyttede til Birkevang ligesom os, blot ”oppe” i den anden ende – den vi kaldte ”den fine ende”). De havde en dreng, der var lidt ældre end os, og som hed Jørgen, kaldet Store Jørgen, fordi han var den ældste af de to Jørgener , der var i ejendommen. Oven på os boede gamle Anna, kaldet Anna ”Ålstrøm” fordi hendes strømper altid sad i ”ål”. Hendes søn Viggo der var voksen kørte for kul og kokskompagniet, og var altid temmelig beskidt. .
Fortsættes …