En gammel husumdrengs barndomserindringer til 2700-netavisen (4. del)
Vi har fra en gammel husumborger, Tonny Rosendahl Larsen fået lov til at bringe hans erindringer fra barndommen i det gamle Husum. Det er en meget hyggelig og interessant fortælling om en tid, hvor alting var helt anderledes end i dag. Hver uge vil vi bringe et afsnit af den ganske lange beretning.
I dag er vi nået til 4. afsnit, som er fortsættelsen om Gamle Gadelandet
Lejligheden bestod af en entre, et køkken – blåmalet, som det skulle være, en stue og et soveværelse. I vores soveværelse lå både min far og mor samt Flemming og jeg. Vi to unger i en køjeseng, så vores forældre havde ikke meget privatliv.
Når min bror og jeg lå dér og kiggede ud af vinduet, kunne vi svagt ane, hvilken film, der blev vist i Husum Bio, for vi kunne lige skimte operatørrummet. Når vi skulle vaskes, foregik det som regel ved ”etagevask” hvilket vil sige, at man vaskede én del af kroppen ad gangen. Jeg hadede at få vasket hår, for det foregik ind over køkkenvasken. Først blev håret vådt, derefter skuret ind i hårsæbe af én eller anden billig ubestemmelig kvalitet, derefter skyllet i enten for varmt eller koldt vand, og sæben fik man altid i øjnene. At blive badet var et kapitel for sig selv. Mon mor fyldte et stort zink badekar med varmt vand, kogt på gaskomfuret i en kedel, satte karret på gulvet og startede med den første. Mor gned sæben ind alle vegne og derefter skyllede hun os efter. Dernæst blev man tørret. Så var det den næstes tur. Vandet blev bare ikke skiftet. Dette skete lørdag formiddag, så vi kunne være pæne og rene. Jeg elskede at komme i bad, men kun hver 2. lørdag, for så var det min tur først. Da badningen var overstået, skulle baljen løftes op og vandet hældes ud i den sorte køkkenvask.
(Min mor med min lillebror i barnevogn og mig ved siden af)
Vi havde varme i lejligheden for det meste, og det var en kakkelovn, der sørgede for det. Hver eneste morgen gik min far i kælderen og fyldte spandene med koks. Dernæst tændte min mor op, så når det var vinter, var det rigtig koldt, at stå op.
Vi havde også en genial opfindelse i soveværelset – en natpotte. Da lokummerne var nede i gården, var det meget ubehageligt at traske ned ad bagtrappen, hen over gården og finde en gammel lokumsdør i mørket. Lyset inden for fungerede jo ikke altid, så når min far skiftede den nøgne pære, var der som regel altid én, der huggede den. Jeg sagde ikke Larsen – eller ????? Natpotten skulle også tømmes. Vaskemaskine var en by i Rusland. Vi havde vaskehus, hvor der var rulle og grukedel. Der stod konerne og kogte og rullede deres tøj. En gang i mellem, og nok især til de fine og besværlige ting så som duge og sengetøj brugte vi en vaskemand.
Vaskemanden kom i sin gamle bil en gang om ugen, (men så tit brugte vi ham ikke), hentede vasketøjet, kørte hjem til sit lille vaskeri på Frederikssundsvej, vaskede tingene, strøg dem og leverede det hele tilbage ugen efter. Nyvaskede og nystrøgne, lige til at lægge i skabe og skuffer. En gang om ugen kom der en æggemand ude fra bøhlandet i sin ”pruttende” DKW ”med bindingsværk”.
Skal vi se på de andre i ejendommen, så ovenover Høy Petersen boede to brødre, der hed Henning og ”Bammer”. Han hed i virkeligheden Jørgen – lille Jørgen – og moderen hed Inge. De havde til vores store fornøjelse TV, så vi kunne hver lørdag eftermiddag se børnetime. Det var kun én gang om ugen og før Ingrid og Lillebrors tid. Hvad der var, anede jeg ikke en døjt om. Vi unger legede fortrinligt og havde det sjovt.
(Jordens dejligste dreng i 1957 med den dejligste bamse)
Vi elskede at lege i gården, og under henvisning til tidligere beskrevet fik vi ”noget” ud af det.
Som nævnt i indledningen havde vores leg også nogle uheld. Vi skulle lege ”fulde mænd og politi”, (hvor vi så kendte den kombination fra vides ikke, vores forældre drak ikke synderligt).
Preben, underboens dreng og jeg skulle være ”fulde mænd”, og udenfor i gården gik ”politibetjentene” Henning og ”lille-Jørgen”. Preben sagde til mig, det husker jeg, at jeg skulle blive inde på køkkentrappen, så ville han gå ud. Hvad pokker legen gik ud på, gik ikke op for mig. Da han gik ud og slap døren, en stor kraftig bagdør gik jeg lige bag ved ham, hvilket han ikke anede noget som helst om. Så da han slap døren fik jeg den lige i hovedet. Jeg var kun omkring 5 år og jeg hylede op. De andre blev nok både forskrækkede og kede af det. Jeg løb grædende op til min mor, der gav mig koldt smør på, det gjorde man dengang, og lod mig løbe ned igen. Hun har senere fortalt mig, at hun kiggede ud ad vinduet og så mig dejse om i gården. Det næste jeg selv husker er, at da jeg vågnede op, gloede jeg lige op i ansigtet på min mormor. Jeg fik senere at vide, at min mor løb efter min mormor, som skyndte sig hjem til mig, og min mor ringede fra en telefonboks efter ambulancen. Det kan også være at min mormor var der i forvejen, det aner jeg ikke.
Jeg husker også, at jeg blev båret ned i ambulancen, en sort bil fra Zonen, og jeg prinsede mig noget, da alle de andre unger fra gaden gloede på mig. Tænk her lå jeg, og de andre stirrede på mig. SÅDAN. Jeg kom på Bispebjerg Hospital og lå på voksenafdelingen, fordi børneafdelingen var optaget. Zonemanden var nok lidt ked af, at han var taget på arbejde den dag, for som min mor sagde, så snakkede jeg en vis legemsdel ud af hans bukser. På hospitalet husker jeg helt klart, at der ved siden af mig lå en døende ældre mand, der fodrede mig med alt det slik, især bolsjer hans familie gav ham. Han ville gerne, at jeg skulle ligge helt stille, men hvordan gør man det som 5-årig ? Jeg fik senere at vide, at den pal der sidder på en dør og går ind i dørkarmen, var få mm fra at gå ind i hjernen, så lidt heldig var jeg vel. Det vil mine unger nok sige i dag. For uden mig, var de ikke kommet til !!
Et andet billede, der står mejslet ind fra den periode, var da min far kom på besøg. Det var ikke besøget der satte sig så meget i erindringen, men det var den store pakke, han havde med. Den indeholdt en rød brandbil af træ, som jeg havde de næste 10 år, og passede godt på som et kært minde, indtil naboungerne ødelagde den.
Fortsættes i næste uge