En gammel husumdrengs barndomserindringer til 2700-netavisen (5. del)

Vi har fra en gammel husumborger, Tonny Rosendahl Larsen fået lov til at bringe hans erindringer fra barndommen i det gamle Husum. Det er en meget hyggelig og interessant fortælling om en tid, hvor alting var helt anderledes end i dag. Hver uge vil vi bringe et afsnit af den ganske lange beretning.

I dag er vi nået til 5. afsnit – det sidste om Gamle Gadelandet.

Beskriver vi gaden lidt igen, så var der på den venstre side en porcelænsfabrik,  Dahl Jensens og de havde indgang fra Frederikssundsvej, men  bagindgang fra  Gamle Gadelandet.

I vejsiden var der en vejgrøft, et levn fra meget gamle dage, og en dag da min lillebror cyklede rundt der nede på gaden,  kom en stor lastbil, om det var skraldelbilen eller en lastbil til tømmerhandlen ved siden af huskes ikke, men min lillebror Flemming, blev så forskrækket, at han røg på hovedet i grøften.

Man måtte ikke lege på Frederikssundsvejen, men det hændte jo alligevel. En dag da jeg var på ”gaden” og kigge på forretninger, selvom man ikke måtte, skete der en ulykke. En scooterkører kørte op bag i en sporvogn og væltede. Jeg var nysgerrig, løb ud over cykelstien mellem parkerede biler for at se, hvad der skete. Da det hele var vel overstået, løb jeg atter over cykelstien og BANG,  der blev jeg kørt ned af en cyklist.

Jeg røg en tur hen ad cykelstien godt forslået og godt hylende. Cyklisten slog sig også.

Købmanden, min mors klassekammerat så det hele, og tog sig af cyklisten. Jeg skyndte mig hjem, og gemte mig under fars og mors seng. Da det senere bankede på døren, rystede jeg som et espeløv, men det var cyklisten, en mand, der ville vide til mit velbefindende. Jeg havde jo intet sagt om, at jeg var på forbudte veje, men bare sagt at jeg var faldet. Så gik det op for min mor, hvad der var sket. Da min far kom hjem, trak han mig ud, og et par nætter måtte jeg sove på maven. Hvorfor kan man selv gætte sig til.

           Ved siden af vores ejendom lå en tømmerhandel, og længere henne ved det gamle Husum,  lå en del  stråtækte huse meget idyllisk. På Gl. Gadelandets anden side, lå et stenhuggeri – en sidevej, der hed Bryggerens Vej efter Bryggeren. Der havde engang ligget et ølbryggeri. Oppe ad en vej lå et to etagers bindingsværkshus. Der boede bl.a. en af mine kommende klassekammerater, og et underligt par, der hed Svend og Margit. Hvad de var for nogle størrelser vides ikke. De kom jævnligt om søndagen og spiste frokost, og så spillede de voksne Mausel. Svend var blikkenslager, men blev kaldt Svend Snas. Jeg tror, han har været arbejdskammerat med min far.

Gammel Husum havde et gadekær, som man ikke måtte gå ud i, for det var bundløst, sagde man. Omkring gadekæret lå en lille villa, med en mand, der havde en schæferhund, som jeg var meget bange for. En gang var hunden smuttet ud, og drønede efter mig, gøende, og jeg spænede. Så snublede jeg, og jeg troede min sidste time var kommet, da jeg kunne mærke hundens udåndingsluft over mit hoved. Den slikkede mig i ansigtet og ville lege. King var en dejlig hund. Dette hus lå også ud til Gammel Gadelandet, og i det næste boede der efter rygtet en børnelokker.

En aften skulle mor og far i byen – det skete sjældent – og da min kusine Merete og hendes veninde Helen skulle babysitte os, blev de meget lækkersultne. De sendte mig op klokken 8 lørdag aften – helt op til ”sløjfen” efter slik og det var STRENGT FORBUDT OG MEGET FARLIGT” !  Da det blev opdaget, var de ikke banepiger mere.

Det gamle Husum bestod af en del ældre stråtækte huse samt en enkelt gård (uden jord).  På vejen Branddammen og Bystævnet lå på den ene side børnehaven Husum Syls legeplads, på den anden side den gård, der engang havde været så stor, men nu der var ingen jord tilbage, blot lidt have.

Længere fremme ad Bystævnet lå de små huse (se forsiden, der er lidt forskønnet). Husene var bestemt ikke moderniseret med andet end el og  rindende vand. Både på væggene og i vandhanerne. For enden af Bystævnets gamle del ved Storegårdsvej lå Is Andersens butik. De sagde, at han godt kunne lide piger, bare ikke på den gode måde.

I dag er der intet tilbage. Man startede med at bygge busgarager, der efter byggede man boliger, der er så dyre, at det kun er mindre bemidlede der har råd, kommunen betaler nok for dem.

                (Kontrasten  det nye Voldparken bygget i 50erne. Billedet blot taget langt senere)

Det var en skam og en synd, men fremtiden kan man ikke stå i vejen for. Medens vi boede i Gamle Gadelandet (Fred være med dit minde) anskaffede mine forældre en kolonihave på Volden, hvor vi unger kedede os gudsjammerligt. Men vi fik gratis grøntsager i lang tid.

Fortsættes senere på ugen …