En gammel husumdrengs barndomserindringer til 2700-netavisen (7.del)

                      Husumdreng

Vi har fra en gammel husumborger, Tonny Rosendahl Larsen fået lov til at bringe hans erindringer fra barndommen i det gamle Husum. Det er en meget hyggelig og interessant fortælling om en tid, hvor alting var helt anderledes end i dag. Hver uge vil vi bringe et afsnit af den ganske lange beretning.

 

I dag er vi nået til 7. afsnit: Mere Frederikssundsvej og biografen

 

Biografen var en dejlig oplevelse, hvor vi kom jævnligt søndag eftermiddag klokken 16.00 til en såkaldt eftermiddagsforestilling. Det var ikke hver søndag, men tit. Mine forældre var medlem af socialdemokratiet i Brønshøj-Husum, og ad den vej fik vi billetter til biografen. Socialdemokratiet lejede biografen til medlemmernes børn og efter et eller andet tåbeligt foredrag om politik, vistes de børnefilm, der nu var fremme, det var både Tarzan og Far til Fire. Hurra for det, for ellers kom vi ikke i biffen. Vi fik også gerne lidt ”snoldepenge” med. Biografen var dengang én stor sal – senere blev den til flere små sale.

                                                    husum-bio_07_241x215 

Efter biografen var der en port, hvor der bagved gik en smøge, det hed Toften, og dér lå en masse gammel ragelse af bygninger. Det eneste, der står lysende klar for mig, var lossepladsen, hvor man fik penge for indsamlede gamle aviser og blade – 10 øre kiloet, så der skulle slæbes noget.  Hver lørdag i en periode samlede Flemming og jeg aviser og ugeblade og fik et mindre udkomme. I Toften boede også byens ældste smed, der havde sit smederi i Husum til engang først i 50erne. Efter denne port i ”Biohuset”, lå der en læderbutik med tasker og punge, dernæst et damelingeri,. Én af de butikker i komplekset jeg husker allermest er selvfølgelig Frans Legetøj, hvor jeg investerede i tændstiksbiler til 3 kroner stykket.

Flemming og jeg fik senere nogle enkelte ”teknobiler” som også dengang kostede en formue. Fra Legetøjsbutikkem gik man lige hen til en bager mere, der hed Hegner, et luksus bageri syntes vi, for varerne var ret dyre. Da ”Biohuset ” ikke strakte sig længere, lå der nogle barakbygninger med nogle småbutikker, som en ”torvehal” med frugt og grønt i en port, lingeri og en masse andre ting. Ved Storgårdsvej lå Tekstilmessen, en tøj forretning, hvor mor somme tider købte tøj til os. Men det var når hun havde vundet i Varelotteriet. På den anden side lå Husum Apotek, og det gør det endnu. Endnu en lingeributik og vores Tobakshandler Hans Dahl, slikbutik, Fona, Tøjmessen, kiosk, guldsmed samt en bager, bagermester Sørensen. Over på den anden side af Ærtebjergvej, Millows Radio,  en malerforretning, blomsterbutik, en Caltex bensinstation samt bageriet Bondestuen og en møbelhandler. Efter Mørkhøjvej en tankstation (Esso), en Trælast og endelig Vestvolden.

Sporvognsbillede-1-1024x661

Bemærk Husum Apotek på hjørnet af Frederikssundsvej og Storegårdsvej – og at den store bygning som kom til at rumme Danske Bank endnu ikke var opført.

På Frederikssundsvejens modsatte side, lå BP-tanken, samt ”Pejsegården” med  Bendixens Danseinstitut. Der er bl.,a. Bo Bendixen opvokset. En vinforretning (Den med tyren) Skjold Burne Vine, en smøge med småbutikker – sporvognssløjfen, et bageri igen Husum bageri, flere småbutikker, bl.a. en købmand mere, ssenkræmmeren (senere Skotsman-Jensen der har det hele), Tersløsevej, en dametøjjbutik – brugsen (HB) et grønt område og endelig hjemme igen. Her på Axelhus lå ”Ternen” et ismejeri, hvor man bl.a. kunne købe drittelsmør. Det var ikke kølet af, så det sidste i tønden smagte ikke godt.

Atter en Tobaksforretning, en tøj butik, ”Langelandshuset” et langt rødt etage hus, der endte ud med Centrum købmand.

Frederikssundsvej var ”Hovedgaden” dvs den gade, hvor stort set alle butikkerne lå. Lige bortset fra, at der kom butikker i det Nye Voldparken. Der hvor det Gamle Husums Bystævne krydsede Storegårdsvej og Gadelandet, fortsatte man med Bystævnet, som gik helt ned til Volden. Der var mange planer om, at videreføre vejen over volden i en ny bro, men de blev aldrig til noget – (ikke i denne histories skrivende stund).

Man lavede i 50’erne et moderne byggeri i gule huse, der kom til at hedde Voldparken med et lille butiksområde, hvor der bl.a. var købmand. Købmand Lehrmand havde en søn Preben, som jeg gik i klasse med på Voldparkens skole.

Derudover var der bageri, en slagter samt en skomager.  Denne skomager foretog mange reparationer, det var vel det eneste han gjorde. Det var et skomagerværksted. I de tider reparerede man sko, for der var ikke råd til bare at købe nye.

Min far fik i den tid jeg kendte ham – fra min fødsel til hans død i 71 kun 5 par sko.

Fortsættes næste søndag