En gammel husumdrengs barndomserindringer til 2700-netavisen (8.del)

Vi har fra en gammel husumborger, Tonny Rosendahl Larsen fået lov til at bringe hans erindringer fra barndommen i det gamle Husum. Det er en meget hyggelig og interessant fortælling om en tid, hvor alting var helt anderledes end i dag. Hver uge vil vi bringe et afsnit af den ganske lange beretning.

I dag er vi nået til: Sommerferier

Da min far kom fra Sønderjylland tog vi ofte dertil på ferie. Vi startede med en taxi til Hovedbanegåerden, og derefter fortsatte vi med ”det sorte lyntog” – et eksprestog og skiftede ved Storebælt. Vel ankommen til Haderslev midt på eftermiddagen med tog, for der kørte tog til Haderslev dengang, hankede vores forældre op i kufferterne, og vi vandrede ud til Erlev, lige udenfor Haderslev. Vi skulle være hos min farfars søster Sofie i en uge. Hun boede i Erlev på en gammel slægtsejendom, et husmandssted, hvor det mest moderne var koldt vand i køkkenet og el. Der var primitivt, men meget rart. Lokummet f.eks, var en lokumsspand, der var placeret i stalden lige ved siden af svinestien, så man kunne ikke lugte om det var svinene eller én selv, der lugtede. Hun havde også køer, høns, ænder og duer og selvfølgelig grise. Det var meget spændende at ”lære” disse dyr at kende som ”Kjøvenhavnerdreng”, selv om jeg aldrig synes, at vi blev betragtet på den nedladende måde. Lige overfor ejendommen boede vognmand Nielsen (lastbiler) med ishus og to drenge, der kunne være lidt ”dumme” at høre på, men vi blev da helt gode venner til sidst. Vi unger elskede at nyde udssigten  over markerne og Haderslev Dam, hvor vi kunne se over på byen, bl.a. bryggeriet Fuglsang, der havde den aftale med mange borgere, at man kunne aflevere sine æbler og få dem mostet, og så havde en del af familien æblemost af egen avl. Der var også to heste på ejendommen, og de var et kapitel for sig selv. Af én eller anden grund kunne den ene hest Store Klavs ikke lide min far. Den sparkede ustandselig efter ham, hvorimod den anden, Lille Klavs intet gjorde. Min far havde således respekt for hestene.

                      Når vi skulle til byen for at handle, spændte karlen Marius, som var en temmelig speciel for, og vi kørte til Haderslev i tospand. Det var sjovt for så’n et par ”kjøvenhavnere”. Vi handlede hos købmanden ved Møllestrømmen og kørte derefter tilbage igen. Tante Sofie – som vi kaldte hende – havde Marius fra ”tosseanstalten” Augustenborg, og når han gad arbejde, knoklede han hele dagen til langt ud på aftenen. Men han vaskede sig ikke mere end én gang om ugen, hvad enten han trængte eller ej. Det tog han sig ikke så nøje, og hva’ vi lugtede vel alle ens, for der var jo ikke noget bad.

Haderslev station i starten af tresserne. (foto: DSB)

Nogle af de oplevelser jeg husker bedst var, da tante, dengang kun 70, skulle hente kreaturerne en formiddag på engene en kilometer væk. Flemming på 7 og undertegnede på 9 legede på gårdspladsen. Kreaturerne skulle hjem og malkes, og derefter fik de vand, så vores tante havde fyldt et stort kar ved vandposten med vand og var trasket ud til engene. Flemming og jeg anede intet om fysik og Arkimedes lov. Vi vidste ikke, hvor meget grus der skulle til for at fortrænge det vand, der var i karret, så det skulle prøves. Stor var forbavselsen da tante kom tilbage med køerne, der efter malkningen skulle have vand. Hun så, at vandtruget var fyldt med grus !! Den nat sov Flemming og jeg på maven ????????????.

En anden gang besøgte vi  min fars fætter og hans familie. Det var søndag eftermiddag med mændende i hvide skjorter, kaffe i haven og lagkage. Min grandfætter og jeg kunne godt spise mere lagkage, og de voksne havde fået nok, men man fik kun ét stykke, og dermed slut. Efter flere forespørgsler, blev vores fædre sure og meddelte os på en meget lidt pæn måde, at vi ikke skulle tigge. Niels-Erik og jeg fattede en haveslange, åbnede for vandet, satte tryk på spidsen og lod væden flyde ud over bord, kaffekopper og lagkage. En ikke gennemtænkt disposition.  Det har nok moret nogle mennesker, at se to knægte og et par voksne herrer fare gennem byen som lyn og torden.   Problemet var bare, at vi skulle hjem i gen. Den nat sov jeg på maven. Bagdelen var noget øm et stykke tid.  Da Niels Erik og jeg var blev større nogle år senere, (han var ca 5 år ældre end mig), havde han erhvervet sig en ”agernpistol”. Hele familien skulle på museum en aften, men Niels Erik og undertegnede der jo kun var 10 år, ville ikke med. Vi fandt så på at stå og skyde til måls efter hønsene, men vi ramte ingen. De kan flyve sådan nogle. Der var ikke net over hønsegården. Er der mon andre end Niels Erik og jeg der ved, hvor besværligt det er at fange høns på en mark – det er meget svært. Heldigvis kommer sådanne nogen hjem igen. Næste morgen havde jeg tilbragt endnu en nat sovende på maven.

Vi var også ude i Vilstrup og besøge en anden af min fars fætre, der var gartner, og det var jordbær sæson. Skøøøønt, når man ikke så’n er vant til jordbær hjemme. Flemming og jeg åd så vi ville revne, og da vi kom tilbage til Sofie, stod desserten på jordbær Bvadr-. I dag smager de dog himmelsk.

Sommeren før jeg skulle i skole, blev jeg for øvrigt begavet med både skoletaske og penalhus. Et andet år var vi i Sønderborg. Alle udflugter foregik med rutebil, for vi havde ingen bil.

De mange gange vi var hos tante Sofie, husker jeg med stor glæde og øm bagdel. Udenlandsrejser var der ikke råd til, men ferierne i det sønderjyske hos familien var selvfølgelig billigere og garanteret meget, meget sjovere. Vi lærte Haderslev at kende. Der var engang torvedag på Graverne, og jeg som kunne lide meget stærk ost, købte en bid stærk ”gnaveost” der simpelthen stank, så min familie og jeg fik et ellers overbegået fortov HELT for os selv. Herligt bortset fra at de andre ikke ville spise sammen med mig, før fingrene ikke stank mere af ost.  Sådanne nogle ferier kunne jeg godt unde andre i dag, og det er rigtigt, solen skinnede altid dengang, også selv om det regnede.

fortsættes i næste uge