Historien om Astrid Theisen fra Skolevangen, 4 del

atsrid

 

2700-netavisen har fået lov til at bringe historien om en lokal borger, Astrid Theisen, som hun selv skrev til sine efterkommere for en hel del år siden. Den fortæller om livet i gamle dage, men også om hvordan det var at flytte til Brønshøj i 1921 med sine forældre og seks søskende. Netavisen har valgt at bruge Astrid Theisens egne ord, og historien starter helt tilbage til dengang hendes forældre blev født.  

 

4. del

Jeg var nok noget benovet og syntes ikke at kende nogen. Vores navne blev råbt op derude i gården, og vi fik besked på hvilket klasseværelse vi skulle være i. Jeg fulgte med og fik anvist en plads ved et skolebord ved siden af een, der hed Karen. Vores klasselærerinde hed fr. Gorm­sen, en for mig gammel dame, men jeg syntes, hun lignede min mor – hun havde da samme frisure – og det beroligede mig.

Det var en ren pigeklasse, og vi var 37 elever.

Der var selvfølgelig en del børn, der var kede af det, og da forældrene på et tidspunkt skulle gå uden for døren, løb tårerne i stride strømme. Jeg tænkte ikke på dengang, om forældrene også kunne være triste til mode, men det har jeg fundet ud af senere. Jeg tudede ikke, jeg var nok noget mere robust, og det her var jo spændende – det var noget, der angik mig selv.

Fr. Gormsen lærte os første vers af “Nu titter til hinanden”. Hun slud­rede lidt med os, og vi fik et skoleskema, der var udfyldt og minsand­ten en helt ny læsebog – en meget speciel en af “Kappel Bødker”, hvori der for hvert bogstav vi lærte var digtet et pænt lille vers om lige det bogstav og på små melodier, de fleste kendte, og små, søde tegninger.

F.eks. til bogstavet “O” var et vers på melodien “Bro, Bro Brille”, sådan: “Her er en skole med borde og med stole, hvem er det, der går derhen? Jo, det er lille Ole”.

Til bogstavet “K” var melodien “Langt ude i skoven lå et lille bjerg”: “Sikke mange ting man ikke kunne få, hvis vi ikke havde bogstavet K – Kager og kirsebær, kål og kartofler, kyser og krager, kåber og katte, heller ikke Karla og Kaja”.

Til bogstavet AA var melodien “Sur, sur sur lille bi omkring”: “Nu vi må alle passe på, Peter tog et A og satte derpå et ved siden af det. Straks han så, det blev til et AA”, og på melodien A, B, C: “Nora, Nora kan du nå, dine ben er vist for små”, og til denne sang var en tegning af en sød lille pige, der strakte sig op på tæerne for at slikke af syltetøjskruk­ken, og den til bogstavet “L” var på melodien om Gubben Noah: “Lille Lene, lille Lene løb og leged ene. Så kom Lise, så kom Ellen, hør nu de­res tællen, Elle Bælle ni ti, Ellen du er es-fri, løb nu Lise, lad os vise, vi er let til bens”. Og så de søde tegninger – det var en meget festlig læ­sebog, og vi skulle så hurtigt få lagt bind om bogen.

Min læsebog blev dog meget hurtigt kedelig og forkrøllet, for når jeg ikke var hjemme, tog lillesøster Ragna bogen op af min taske og bladre­de i den på sin måde, og meget snart lærte hun alle sangene og sang på sit babysprog fra ende til anden. Hun kunne ikke tale rent, men hun kendte billederne, der passede til sangene: “Her er en skole med borde og med dole ….”.

Hurtigt gik jeg alene til og fra skole, og der var jo altid nogen, der skulle samme vej.

Min første skoletaske var egentlig noget sørgelig. Det var en lille sort attache-taske af lak-læder med runde hjørner og hvide stikninger og med knaldrødt silkefoer. Den havde været flot engang, men nu var den slidt. Een af mine store søskende Karen Margrethe havde kasseret den og så arvede jeg den. Beskeden som jeg var, syntes jeg, den var flot. Der var to smæklåse på, men de duede ikke. Fjedrene var sprunget, og det var selvfølgelig derfor, den var blevet kasseret. Jeg skulle hele ti­den huske at holde med en finger på låget, for ellers sprang tasken op, og indholdet faldt ud. Det skete mange gange, at jeg glemte det med fingeren, og var der så pjask og pløret på vejen, kan man tænke sig til resten. Vi tænkte egentlig aldrig på at få repareret de låse – det har nok kostet penge – så jeg måtte bruge tasken som den var, og var så­mænd godt tilfreds med det. Jeg skulle bare altid huske det med pe­gefingeren, men glemte det desværre ofte.

Jeg arvede også fra en af mine søskende et penalhus af træ med sky-delåg med blomster malet på. Det vil sige, der havde engang været blomster på, men de var slidt af efter mange års brug, men ellers var det solidt nok. Der var nok flere, der havde brugt det før mig.

Man havde dem med to og tre etager – egentlig nogle store klodser – men mit var kun med een etage, og jeg havde bare en griffel i  – vi skrev på tavler med grifler, så det var stort nok til mig.

Og så var det ellers spændende, hver gang vi begyndte på et nyt sko­leår – vi fik de nye bøger. Vi kendte jo godt nok bøgerne i forvejen, for vi læste jo hinandens skolebøger hjemme, men alligevel var det noget nyt. Der var altid så mange gode historier og billeder i skolebøgerne og danske sange med smukke tegninger, og der var også mange rim. Og så den kamp med papir til indbinding af bøgerne. Vi skulle altid lægge bind om bøgerne, og vi manglede altid bogpapir. Vi kendte ikke til at købe bogbind – nej, vi brugte indpakningspapir, og når vi så alle skulle bruge bogbind, og vi kun havde det lyserøde fra Irma Magarinen, rigtig lyse­rødt med et kæmpestort lilla, rundt stempel på med påskriften: “Irma, Frederikssundsvej 143 – man køber bedst og billigst hvor den lille Irma-pige bor”, og vi alle skulle bruge papiret, som vi kun fik et stykke af om dagen, når vi købte margarine – så var det godt med en side af Socialdemokraten – bare der var papir om bøgerne. Men der var altså krig om indpakningspapiret.

Senere kunne vi strække os til at købe tyndt bogpapir til 3 øre for et ark, men så følte vi os altså også meget rige, og så var de indbundne bø­ger jo ens, og det så jo pænt ud.

Fra det første år i skolen i Brønshøj husker jeg også religionstimerne. Vi havde alle tiders lærerinde, Rigmor Larsen, måske lidt original. Hun kunne godt have sin store, sorte hund med i skolen, og så lå den på gul­vet ved hendes fødder ved katederet, og vi gik i en stor bue udenom den. En anden gang måtte vi ikke gå op til katederet lige nu, for hun la­vede noget, som vi ikke måtte se. Men jeg sad på første bænk og så, at hun sad og trak en sort elastik ind i løbegangen på sine lilla bukser (med jersy-lådden vrang og ”dåbelt skræv”) i det ene bukseben. Nå, men hun var god nok, og som hun kunne fortælle bibelhistorie. Jeg syn­tes, det var spændende og slugte det hele.

Når hun så en time fortalte om Josef og hans brødre, om Adam og Eva, så skulle vi genfortælle det til næste time, og det var altså i kor. Jeg elskede bibelhistorie, og munden gik på mig, så hun måtte sige til mig, at jeg kunne sætte mig. Jeg har nok overdøvet de andre. men jeg ærg­rede mig, for jeg ville så gerne fortælle.

Når så lektien var liret af, kaldte hun os op til katederet i rækkefølge, og så havde hun trukket op af sin taske en stor avispakke, som hun åb­nede, og sikke herligheder der var i den: Blyantsstumper, Richs-bille­der, glansbilleder, sølvpapir, mange forskellige perler, nipsenåle, grif­felstumper og meget mere – alt sammen ting, vi havde givet hende til “præmier”, og det var meget spændende.

Fortsættes