Historien om Astrid Theisen fra Skolevangen, 13. del

2700-netavisen har fået lov til at bringe historien om en lokal borger, Astrid Theisen, som hun selv skrev til sine efterkommere for en hel del år siden. Den fortæller om livet i gamle dage, men også om hvordan det var at flytte til Brønshøj i 1921 med sine forældre og seks søskende. Netavisen har valgt at bruge Astrid Theisens egne ord, og historien starter helt tilbage til dengang hendes forældre blev født. Astrid Theisen døde i 2007. Hun blev 88 år gammel og boede til det sidste i Skolevangen.

atsrid

Historien om Astrid Theisen 13 .del

Trapperne fra kælder til loft skulle vaskes, og gulvet oppe på loftet, hvor der var soveværelse til drengene og et til pigerne med en bred loftsgang imellem, skulle også have en omgang om fredagen. Der var ikke elektrisk lys på loftet, så om vinteren foregik gulvvasken for det meste i mørke, men vi vidste, hvor nullermændene var. Jeg kunne be­stemt ikke lide dette arbejde, og det faldt jo også på mig på et tids­punkt, men jeg var aldrig glad for at være deroppe alene.

Vores job var også at pudse vinduer. Det foregik med sprit og klude, og man skulle huske alle hjørner – ellers måtte det gøres om.

Og så alle de kartofler, der skulle pilles – det var næsten hver dag, vi spiste kartofler. Det var Karens tjans, og hun var sørme god til det. Hun havde et mægtigt tag på det. Hun rullede de varme kartofler i fingrene på en bestemt måde, og det gik tjep. Nogle gange kunne hun ikke nå hjem til tiden og en eller flere måtte så udføre det kedelige arbejde, og det tog jo 7 lange og 7 brede, før kartoflerne var færdige – og så de var selvfølgelig kolde !

Hver dag skulle vi gå byærinder. Man købte ikke ind som nu til flere dage ad gangen. Der skulle købes margarine, kaffe, Richs, sukker, le­verpostej, vaskepulver, mel, spegepølse, nogle gange 1/2 kg. medister, 1/2 mørkt rugbrød, 3 små landbrød, og næste hver dag 4-5 liter skum­met mælk i en stor blå emaljeret mælkespand med låg, der altid klap­rede, så vi spildte mælken hele ve­jen hjem. Vi fik mælkemad næsten hver dag.

Vi var mindst 14-16 mennesker daglig om middagsbordet og tit flere – der var altid plads til en mere. Efterhånden som flere af de store fik kærester og denne var på egen kost ude i byen, blev de tit inviteret til bords hos os. Man stillede ingen fordringer. Der var altid en stor op­vask hos os hver dag – men om den senere.

Vi små unger spiste altid både for- og efterret på den samme dybe tal-lerken, og det betød intet, om vi havde fået øllebrød, risengrød eller vælling med kanel og sukker først.

Vi skulle også have en plads ved middagsbordet alle sammen, og det var der. Men der blev sat flere borde sammen. I et firkantet spisebord blev der sat en fløj i på midten. For enden af dette blev sat et ekstra bord med kun to ben for den ene ende, og på en snedig måde hæftet fast til spisebordet, så det sad solidt fast, og dernæst for enden af dette et lille aflangt klapbord, så det hele – med fløj og klapbord – lig­nede en stor flaske med hals.

På den øverste del af bordet, hvor de voksne sad, var der dug på. Far og Mor sad altid ved siden af hinanden for bordenden. Ved fløjbordet i midten var der voksdug, og på det lille klapbord var der ingenting, for der sad de små, og det blev tørret af med en klud, når middagen var ovre. Det kunne ikke undgås, at der blev spildt, og det betød ikke no­get. Der skulle være madro.

Det kunne knibe med en stol til hver. Far havde lavet nogle lette tabu­retter af træ til at supplere med. Vi kaldte en taburet for en knark – nok et udtryk fra Norge, hvor de jo havde boet. En af de mindste sad på en omvendt dukkeseng. Det skete ofte, at den væltede med et brag, og ungen faldt på gulvet midt i vællingen, men det tog man bare med godt humør. Vi havde alle en siddeplads.

Det nederste klapbord, hvor de små sad, var altid fyldt med ridser og dybe revner, for indimellem, når de ventede på deres mad, sad de og ridsede i bordet med skaftet af spisebestikket.

Der var også tit larm og uro ved den nederste bordende og fnisen og grinen, for vi drillede hinanden, og tit lød Mors stemme: “Kan vi så få ro dernede !” Hjalp det ikke, måtte ballademageren tage sin  tallerken og gå ud og spise i køkkenet. Var der så 2, der blev udvist, fortsatte pjan­keriet bare igen derude, og det var man da ikke ked af. Vi morede os mægtigt. Vi slukkede lyset og legede spøgelser igennem korridoren og soveværelset.

Så var der også den store opvask efter middagen hver dag. Vi var altid 2 om at klare den – den ene vaskede af og vaskede gryderne, og den an­den tørrede af, fejede gulvet og pudsede knive med sandpapir eller smergellærred.

Nu var det sådan fra tidligere tid, at den ældste hjemmeboende af pi­gerne stod for denne opvask og den næstældste tørrede af. Når man så begyndte at tjene penge selv, så betalte man sig fra denne kedelige tjans, og de næste i flokken overtog så jobbet, for man ville jo gerne tjene nogle håndører …..

I flere år stod Gerda for opvasken. Else gav hende 2 kr. om måneden for det, og Gerda gav mig 50 øre om måneden for at tørre af, og det var mange penge for os små. Gerda var altid meget kritisk med køkken­arbejdet og gjorde det pænt, og hun var altid efter mig, om jeg nu tør­rede ordentligt af, om jeg nu fejede køkkengulvet pænt og huskede krogene, og knivene så hun altid efter, om de var pænt pudset, og hun blev helt hysterisk, hvis jeg stænkede vand på køkkengulvet, når jeg tørrede af. Jeg skulle holde porcelænet inde over bordet. Nu havde hun jo altid gryderne til sidst, der var nogle stykker, og de var tit brændt på. Jeg blev altid færdig før hende, og det ærgrede hende nok.

En aften, jeg var færdig og var gået ind i stuen for at hygge mig lidt, inden jeg skulle i seng sådan ved 20-tiden, råbte hun højt på mig flere gange, og jeg lod som om jeg ikke hørte det. Det endte med, at Mor sagde: “Så gå dog ud til hende, du hører, hun råber på dig”. Så måtte jeg derud, og hun pegede på en sølle teske på opvaskerstativet. “Der ligger en teske, du er ikke helt færdig !”

Ja, søskende – hun havde jo ret …..

Senere overtog jeg opvasken sammen med lillesøster Ragna, men så var tiderne blevet bedre, for jeg fik 2 kr. af Gerda, og Ragna fik 1 kr.

Det kunne ske, at man i skolen reddede sig en gratis billet til skolesce­nen på Det Nye Teater eller Folketeatret, hvis en kammerat var ble­vet forhindret. Jeg husker engang, jeg var så heldig at få en billet til Det Nye Teater, til “Den politiske kandestøber”. Stykket sluttede ved 19-tiden, og jeg gik hele vejen fra Teatret til Brønshøj og soldede endda for sporvognspengene – det var 15 øre – og jeg regnede da med, at en anden havde klaret opvasken for mig, men ak og ve – hele opvasken stod stablet op på køkkenbordet og ventede på mig – ikke engang skyllet af, og den lille, der skulle tørre af, var over alle bjerge, så det blev hende og ikke mig, der fik en fridag. Jeg kunne så bare gå i gang med det hele – og jeg fik oven i købet ikke middagsmad, for det skulle jeg varme selv, men havde selvfølgelig mistet lysten.

Fortsættes