Historien om Astrid Theisen fra Skolevangen, 14. del

2700-netavisen har fået lov til at bringe historien om en lokal borger, Astrid Theisen, som hun selv skrev til sine efterkommere for en hel del år siden. Den fortæller om livet i gamle dage, men også om hvordan det var at flytte til Brønshøj i 1921 med sine forældre og seks søskende. Netavisen har valgt at bruge Astrid Theisens egne ord, og historien starter helt tilbage til dengang hendes forældre blev født. Astrid Theisen døde i 2007. Hun blev 88 år gammel og boede til det sidste i Skolevangen.

atsrid

Historien om Astrid Theisen 14. del

Ja, den opvask var et kapitel for sig, og den red os altid som en mare.

Jeg havde også en tjans, der gav lidt håndøre. Fus boede hjemme. Han var smedesvend og havde et værelse på 1. sal. Hver søndag morgen skulle jeg bringe kaffe op til ham og morgenbrød, og når den første kop var drukket, gik jeg op med kaffekanden og fyldte op og bragte ham hans rene undertøj. Bagefter skulle jeg pudse hans lange, brune motor-støvler. Han kørte nemlig på motorcykel. For dette fik jeg den fyrste-lige sum af 1 kr. kon­tant, og det var sandelig et godt job at have.

Det kunne jo ske, at jeg tabte hans kaffekop på trappegangen, og den gik i stykker – ja, så måtte jeg jo erstatte den af mine små skillinger. Det vidste jeg, og så måtte jeg jo bare arbejde gratis de næste par gange til koppen var betalt. Vi havde hver sin kop, ofte var den hanke­løs, indtil man fik en anden til en fødselsdag.

Jeg har en gang været ude for, at jeg skulle have en tår vand af min kop, der stod på køkkenbordet ved vasken, og da jeg havde drukket de første to slurke, så jeg, at kanten indvendig var fyldt med barberskum og skægstubbe. Det kunne man altså også komme ud for. Pøj, jeg var lige ved at kaste op.

Almindelige søndagsmorgener var der jo ingen, som skulle tidligt op, så alle lå lidt længere. Så kunne een af smededrengene få en af de mindre søskende til at stå op og tage lidt tøj på og gå ned til Bageren i Mellem­vangen efter for 5 øre kagekrummer.

Man tog den første den bedste hue i korridoren og gik om ved bage­rens bagdør til bageriet og handlede. For det meste fik vi huen fyldt med endestykker fra wienerbrødsstænger, stumper af lagkagebunde, itu­slåede kagebunde, skæve wienerbrød og nogle gange flødekager fra da­gen før. Man måtte ikke selv hugge nogen på vejen hjem, det var strengt forbudt, men når vi kom hjem med rovet, fik vi nådigst 3 stk. af “de bedste”, som ejermanden selv syntes var gode nok til os.

Selvfølgelig havde vi forsynet os på hjemvejen, men det holdt vi da bøtte med. Kagekrummerne blev så fortæret i sengen og nydt, og den arme stakkel, hvis hue havde været anvendt, han fik håret fuldt af ka­gekrummer, når han tog sin hue på. – Han blev i hvert fald godt rasen­de!

Vi fik ellers alle sammen søndagsmorgenbrød hver søndag: 1 rundstykke og et 4-øres wienerbrød til mands, og Far fik altid kaffe på sengen og 2 cremeboller til, når han var hjemme. Det var han jo kun hveranden søndag.

Beklædning

Også vores påklædning – kors, hvor har vi dog set farlige ud altid, i for­hold til børn nu, men vi havde altid noget “fint tøj”, pæne sko, en pæn kjole og drengene pæne bukser og bluser, så vi kunne være pæne om søndagen, og hvis vi en enkelt gang skulle i byen – det var søn­dagstøjet, og det holdt vi hånden over. Kunne vi snyde os til at tage det på i skole om mandagen, var det altid med dårlig samvittighed, og vi troede jo ikke, at Mor havde set det, men …

Heldigvis havde Mor en Singer-symaskine – det var en nødvendighed – og hun syede tøj til os, som hun bedst kunne. Hun havde aldrig lært det rigtigt, og med tiden blev hun bedre til det. Altid fik vi familiens af­lagte tøj at sy om af. Det var en stor hjælp, og alt blev brugt. Aflagte frakker blev omsyet til tykke vinterbukser til drengene, en slidt kittel eller et gammelt forklæde blev anvendt til for i bukserne. Der var in­genting, der hed underbukser, og knæstrømper gik drengene også med om vinteren. De ville ikke have tøsestrømper med livstykker og strøm­pebånd.

Træsko gik vi alle med til hverdag. Dog havde vi sko til søndage, og for yderligere at forstærke træskobundene, slog Far troldsøm i bunden, så man kunne altid høre, når vi kom larmende. Mange børn gik med træ­sko, det var meget almindeligt dengang, men de havde brugte auto-dæk slået under, og det larmede jo ikke så meget. Når træskobundene var nedslidte, kom der nye bunde under hos træskomand Jørgensen på Fre­derikssundsvej, og så gav han oven i købet overlæderet ny sværte, så det var ligesom at få et par helt nye træsko. Et par bunde kostede 75 øre, og helt nye træsko kostede 1,35 kr. – Det var i 20-erne.

Selv om tøjet var brugt og omsyet, når vi fik det, arvede vi alligevel hinandens tøj, når det kunne lade sig gøre. Jeg husker, – jeg har vel været 7-8 år – da overtog jeg efter søster Karen Margrethe en jakke til en dragt, hun havde haft. Nederdelen var slidt helt op, men denne jakke var salt-og-peber-tweed og selvfølgelig alt for stor til mig, og alt for stor over skuldrene. Længden passede nogen lunde, som hvis det var en frakke til mig. Lommerne, som i forvejen “hang”, sad helt nede ved mine knæ, så jeg skulle bukke mig for at få hænderne ned i dem. Det var noget besværligt. Ærmerne blev klippet af ved håndleddet, men jeg var så glad for den frakke, fordi der var bælte på med et stort blankt spænde af “sølv”. Jeg smøg frakken om mig og strammede bæltet, og jeg syntes selv, jeg var så pæn. Jeg var så glad for den frakke – og hvor har jeg dog set farlig ud !

Fortsættes

­