Historien om Astrid Theisen fra Skolevangen, 5. del

2700-netavisen har fået lov til at bringe historien om en lokal borger, Astrid Theisen, som hun selv skrev til sine efterkommere for en hel del år siden. Den fortæller om livet i gamle dage, men også om hvordan det var at flytte til Brønshøj i 1921 med sine forældre og seks søskende. Netavisen har valgt at bruge Astrid Theisens egne ord, og historien starter helt tilbage til dengang hendes forældre blev født.  

5. del

Jeg skulle tit vælge først i ting, og en gang valgte jeg et gammelt slidt sort penalhus af en slags kunstskind med rødt voksdug som foer. Der var een fra klassen, der havde foræret hende det til præmiepakken, og jeg havde bare et træpenalhus, så jeg var lykkelig for det gamle her, som slet ikke kunne lukke, fordi der manglede en trykknap, og stropperne, som skulle holde blyanterne, var i stykker.

Da vi kom ned på legepladsen i frikvarteret, kom en pige, Asta hed hun, og ville have sit penalhus tilbage, for “jeg havde taget det, og det var hendes”. Skuffet afleverede jeg det gamle penalhus tilbage. Hun har nok ment, at det var for godt til mig, så det skulle jeg i hvert fald ikke have, selv om det var kassabelt, og hun sikkert havde fået et nyt.

Når vi så var færdige og havde fået tæsket den religion ind, skulle vi spille det som et teaterstykke, og vi fik hver en rolle. En var Adam, en anden Eva, een var slangen, der skulle krybe på gulvet og een var Kirurb – sådan hed det vist – og stod med en lang kortstang og spærrede for døren til Paradisets Have. Det var meget spændende, og vi fik sandelig lært vores bibelhistorie.

Lærerinden var også præst/teolog.

Og vi gik meget op i de roller. Vi slugte bibelhistorierne som eventyr. En gang skulle vi spille stykket om Abraham og Sara, der fik besøg af Vor Herre i Mamrelund. Jeg skulle være Sara og stå bag døren og le, en anden var Abraham, og så var der vist et par engle med. Abraham og Vor Herre sad på en to-trinet skammel, der gjorde det ud for bord. Døren ud til gangen blev lukket op, og Sara stod bagved og lo, og jeg skulle så le og sige: “Skal jeg gamle kone få en søn ?”

Jeg smilede forsigtigt, genert som jeg var, men lærerinden sagde flere gange, at det var for lidt, jeg skulle grine højt og så pludselig slog jeg hænderne sammen og istemte et ordentligt hestegrin, mens jeg råbte replikken: “Ha, ha, skal jeg gamle kone have en søn ?”  Kors, hvor frk. Larsen skrub-grinede, og så skulle jeg endda gøre det een gang til. Men nu kan jeg da godt forstå det, hun har selv­følgelig moret sig kongeligt, og jeg har nok været godt flov.

Men vi fik rigtig lært bibelhistorie på den måde. Og så vankede der jo også “præmier” bagefter.

Vi byttede os også til mange småting i skolen og tuskede os til noget. Jeg havde engang lavet et bogmærke til mig selv af noget voksdug fra en prøvebog. Min søster Karen Margrethe var ansat i et linoleumsfirma, og derfra havde jeg en bog med forskellige voksdugsprøver. Disse her var gule i bunden med firkanter lavet af blomsterranker i mange far­ver, og så havde jeg klippet voksdugen sådan, at mønsteret dannede et kors med den vandrette og den lodrette blomsterranke. Det så meget pænt ud, og da min sidemand ønskede et bogmærke, sagde jeg, at hun måtte få det for 3 øre. Jeg lavede nogle flere, jeg havde jo voksdugs­prøver nok, og flere i klassen ville gerne have dem, men de skulle betale for dem, 2, 3, 4, 5 ører alt efter størrelsen. Også Asta – hende med det gamle voksdugspenalhus – ville købe, men hun måtte give 5 øre for det – det var en måde, jeg kunne hævne mig på, og da hun gerne ville have mærket, måtte hun ryste op med en 5-øre. Et par dage efter stoppede handelen, for Astas mor havde fortalt hende, at det var ulovligt at handle på skolen, og at jeg kunne blive smidt ud. Uha, det ville være skrækkeligt – så der røg den fede fidus.

Julen

Jeg husker også fra tyverne, hvordan det var, når det var jul.

Hertil gemte Mor altid brugsforenings-overskuddet, og hvad der i årets løb kom ind ved kaffe- og margarinerabatmærkerne fra Irma. De beløb blev omhyggeligt gemt til hjælp til julen.

Vi havde altid et stort juletræ. Det skulle altid nå helt op til loftet. Så snart vi begyndte på december måned, talte vi om det, og vi vidste jo godt, at sådan et stort juletræ kostede mange penge. Vi fandt så på, at alle de småører, vi tjente ved at gå byærinder for naboer, passe børn o.lign. gav vi til Mor, som puttede dem i “gyssekassen”, hun havde i et skab. Det var en opbrudt Richs-sparebøsse, en reklame fra Richs kaffetilsætning, en efterligning af en stor pakke kaffetilsætning ud­ført i svært pap med top- og bundstykke af gult metal med en sprække i, som Richs udleverede gratis som reklame – for det meste omkring Fastelavn, når vi skulle ud og rasle. Havde vi samlet 1 krone, lagde Mor 1 krone til og så fremdeles, og der blev holdt nøje kontrol. Det blev til noget, men vi vidste ikke andet end, at det hele gik til juletræet, “for det var dyrt”!

Så skulle træet købes og bringes hjem, og sikke en forestilling. Det gentog sig hvert år. Vi skulle helst være med til det så mange af os som muligt, og vi glædede os, for nu skulle vi til byen, og det var ikke så tit, vi kom det. Vi var nok 3-4 stykker – de mindste skulle blive hjemme – og så kørte vi med linje 5 sammen med Mor ind til Kapelvej på Nørre­bro. Der var der mange, der handlede med juletræer langs kirke­gårdsmuren, og bare det at køre med sporvogn var en fest, ja, en stor oplevelse. Der købte Mor et stort juletræ, og hun tog så alene videre og handlede julegaver m.v. Måske i Daells Varehus, Messen eller Buldog på Nørrebro ved Ravnsborggade.

Fortsættes

Brønshøjvej 2

 Det lille hus på Byvejen, der ses på øverste billede, blev almindeligvis kaldt Sporemagerens hus. I gården bagved var der værksted, og her drev sporemageren sit ældgamle håndværk, forarbejdning af ridesporer. Nederst ses den moderne bygning, Brønshøjvej 12, der afløste sporemagerens gamle hus.Den stod fuldført i foråret 1949 og var på det tidspunkt Brønshøjs mest moderne ejendom. Bemærk også Linje 2, som kommer kørende.

Brønshøjvej