Historien om Astrid Theisen fra Skolevangen, 7. del

2700-netavisen har fået lov til at bringe historien om en lokal borger, Astrid Theisen, som hun selv skrev til sine efterkommere for en hel del år siden. Den fortæller om livet i gamle dage, men også om hvordan det var at flytte til Brønshøj i 1921 med sine forældre og seks søskende. Netavisen har valgt at bruge Astrid Theisens egne ord, og historien starter helt tilbage til dengang hendes forældre blev født. Astrid Theisen døde i 2007. Hun blev 88 år gammel og boede til det sidste i Skolevangen.

atsrid

 

Historien om Astrid Theisen 7. del

Vi spiste altid risengrød med flødeskum i og sukker og kanel og smør­klat og 2 mandler. Vi måtte altid have 2 mandelgaver – en stor og en lille, og mandelgaven var for det meste en stor marcipangris med rød sløjfe, og som anden gevinst en chokoladecigar, og spændingen var stor. Blev man den heldige, måtte man ikke tilkendegive før al grøden var spist. Nu var der allerede lagt en god bund. Derefter fik vi flæske­steg med rødkål – og sværen var altid sprød – surt og sødt og til des­sert tyttebærcreme. Det var pisket fløde med syltede tyttebær, en skik fra Norge, men det var noget af det bedste, vi vidste. Vi fik sødet øl til grøden og juleøl (hvidtøl) til stegen, og de voksne fik et glas port­vin til desserten, aldrig bayersk øl. Var det højt, fik vi små en rød so­davand, en hel til hver, men så var det også den rene luxus.

Efter middagen skulle køkkenet ryddes helt for opvask, og imens det skete, blev bord og stole i stuen ryddet til side, og juletræet blev skubbet midt ud på gulvet og tændt af Far. Hvor var det dejligt. Der stod i et hjørne af stuen en stor buffet med et spejl, og der kunne vi se det tændte træ og alle os, der gik omkring. Jeg syntes, det var festligt. Så gik vi ellers rundt om træet meget længe, for vi skulle synge ALLE julesalmerne, som vi havde lært i skolen og alle versene og ingen brugte tekster – vi kunne dem udenad, og det, den ene ikke kun-ne, det kunne den anden. Vi sluttede altid med “Dejlig er jorden”, og det gør vi stadigvæk hver især.

Når vi så havde været igennem hele ritualet, satte Mor sig i sofaen med en pose appelsiner, en pose æbler og en pose hasselnødder i for­klædeskødet, og så delte hun til mands: 1 appelsin, 1 æble og 10 hassel­nødder. Vi lejrede os rundt på gulvet med vores herligheder, og nu var det rigtig jul. Vi havde kun een nøddeknækker, men det kunne vi ikke vente på, så vi hentede nede i kælderen 2 gamle jernstrygejern – stry­gejern beregnet til gas – (Mor havde fået et elektrisk strygejern). Så lagde vi nødden på gulvet og – BANG – fik den en ordentlig een med strygejernet, og så var den klaret, eller vi knækkede nødderne i døren, Vi brugte sågar også tænderne.

Så sad vi ellers der på gulvet med skrævende ben og knækkede nødder – BANG, BANG. Var der een, der var “tommas”, var det straks en byt­ter. Blev der nogle nødder til overs – og vi holdt nøje kontrol med, at vi fik lige mange – så blev der et par mere til mands. Denne aften måtte vi godt smide nøddeskaller, appelsinskaller, æbleskrog og papiret fra ju­legaverne på gulvet, og vi nød det.

Ind imellem blev så julegaverne delt ud. Det klarede Far altid. Ellers var det nok gået i fisk. Julegaverne lå gemt på sofaen i den pæne stue – med et tæppe over.

Efter dette blev gulvet fejet, borde og stole sat på plads, og der var så kaffe med julebag, klejner, vaniliekranse, jødekager, finsk brød og pebernødder, men så var vi små også godt trætte, lige til at putte i seng.

Vi små ville jo også gerne give hinanden gaver, men evnen var jo ikke så stor.

Med en garntrisse og noget uldgarn kunne vi lave en hestetømme f.eks., eller af en rest stof sy en pennevisker. Vi skrev med pen og blæk i skolen og kunne altid bruge en pennevisker til at tørre pennen af med. En tøjbøjle med strikket betræk var en meget fin gave. Bøjlen alene kostede 8 øre. Eller var man så heldig at være den lykkelige ejer af nogle kulørte perler, så var det meget fint at trække dem på en snor og lave et armbånd – det var en fin gave at få.

Jeg havde engang en meget lille, hvid dukkevogn – måske 10 cm. lang – lavet af hvidmalet blik og med kulørte blomster malet på. Den var skæv og gammel, og der var ingen hjul på – de var faldet af. I vognen lå en cellouiddukke, måske 5-6 cm. i størrelse og uden ben. Den lå i vognen i nogle forskelligt farvede klude, som udgjorde dyner. Det var nok noget af det bedste, jeg havde, for det var så som så med at købe legetøj, og jeg havde nok fået den af en anden, fordi den skulle smides ud. Men jeg pakkede hele stadsen ind og gav den til lillesøster Ragna. Hun var ikke særligt overrasket over min gave, og næste dag – vi var blevet uvenner – tog hun dukkevognen med indhold og kylede i hovedet på mig, for sådan noget bras ville hun ikke have, og så ville hun gerne have de glansbilleder tilbage, som hun havde givet mig.

Ak ja, som ens milde gaver kan blive forsagede !

Leg

Vi havde altid nogen at lege med. Alle familier, der flyttede derud til Brønshøj, havde mindst 5-6-7 børn. Det var almindeligt. Hos os blev vi 13, det var nok rekorden.

Det var ikke “børn”, man havde – det var “unger”. De blev ikke vurderet så højt som i dag. Alle legede med alle og aldrig inde hos hinanden. Nej, vi legede på vejen, og vi havde altid noget at lege med. Ikke dyrt købt legetøj, nej, vi var altid selv meget opfindsomme. Vi hinkede med hin­kesten og sprang i tov. Kunne vi redde os et stykke af en gammel tørre­snor, sjippede vi efter hinanden tværs over vejen, ind og ud igennem tovet. Der var ikke noget videre trafik, højst et par hestevogne, og næsten ingen biler. Trådte man på tovet, blev man “væk” og måtte af­løse den, der svingede, og det var der altid to til.

Fortsættes