Lokal historie: Erindringer fortalt af købmand Poul Rosdahl i 1989

Vi bringer her andet bidrag fra Lokalhistorisk Selskab. Afsnittet hedder “Barndommen i Brønshøj”, og er taget fra bogserien “Erindringssamtaler fra Brønshøj og Husum”..

Denne gang er det Købmand Poul Rosdahl, der fortæller til Svend Olsen ..

Barndommen i Brønshøj

Mine forældre købte i 1919 forretning og ejendom i Brønshøj. Det var i en pengeknap tid, lige efter 1. verdenskrig. Jeg gik i 4. klasse på Duevejens Skole (på Frederiksberg). Da jeg en februar morgen 1919 gik i skole, fik jeg besked på, at når jeg gik hjem, skulle jeg gå ud af Borups Allé, helt ud til Frederikssundsvej, og så til venstre mod Brønshøj By. Og der boede vi så på Frederikssundsvej nr.151 (på hjørnet af Tuxensvej, red).

IMG_1052Frederikssundsvej som den så ud dengang ..

Dengang var Borups Allé efter Fasanvej en åben landevej med træer langs vejen, og Frederikssundsvej var ligesådan, indtil man nåede Brønshøj. Brønshøj Apotek og det bagvedliggende asyl, som var oprettet af familien Lütken på Bellahøj, var de nyeste bygninger. Når man så nåede Brønshøj, havde man på højre hånd en sø, kaldet Louisehullet (Brønshøjparken i dag). Der løb vi på skøjter om vinteren. Her var også et isværk. Man savede isblokke ud, og opbevarede dem i et stort ishus, for senere at sælge blokkene om sommeren til folks iskasser, det var før køleskabets tid.

Her var også et vaskeri. På den modsatte side var der nogle gamle bondehuse og resterne af Brønshøj Mølle, der nu blev brugt til stald for Chr. Hansens entreprenør- og vognmandsforretning. Midt i Brønshøj by lå G. Hvidts ejendom en efter den tids forhold stor købmandsforretning. Da jeg den omtalte dag  vandrede fra skolen på Duevej ud i det, der for mig var en lang vandring ud på landet, mødte jeg mine to fætre Oluf og Carl. De boede dengang i Brønshøjholms Allé, og var gået mig i møde, for at byde mig velkommen.

Jeg havde på mange måder en privilegeret barndom, og hele miljøet i sådan en købmandsgård var spændende. Vi havde 2 heste, Musse og Peter, samt to vogne til udbringning af varer. En ting jeg erindrer, og som har fået betydning for mig, var at Familiejournalen steg fra 25 ører til 40 ører. Det var for meget, det var det ikke værd, fastslog min mor. Jeg protesterede lidt, der var jo Knold og Tot og andet spændende. Men min mor var ikke nem at rokke. Du må i stedet for, hver måned gå over til boghandler Calberg og købe den bog du helst vil have, sagde min mor. Det blev dyrere end at holde Familiejournalen, men det gav interesse for bøger, og jeg har som voksen ofte tænkt på med taknemmelighed på hendes pædagogisk rigtige drejning fra et ugeblad til noget mere værdifuldt.

En anden ting, der kom til at præge min barndom var, da min far i begyndelsen af 1920 købte en automobil. En kæmpestor `Brennabor´, hvor der var plads til 7 personer, og når der blev lagt et strygebræt på klapsæderne kunne der være 9 personer.

_1358611264_resized_img980_(2)

Det var en åben vogn med bremse og gearstang udvendig. Den vejede et par tons og kørte 3-4 km pr. liter benzin. Der var 2 tanke, den ene rummede 60 liter, den anden der var indbygget i forsædet rummede 90 liter. I 1920 blev jeg grøn spejder i Brønshøj trop i Vibepatruljen. Min patruljefører hed Hans Brix, og tropsføreren hed William Petersen.

 

Efter at være blevet udlært som isenkræmmer i 1929, begyndte jeg som kommis i min fars forretning. Vi fik saltsyre, salmiak og petroleum hjem i 200 liters tønder, hvorfra vi tappede. Salmiak solgte vi i 60 liters glasbeholdere til gartnerne. Vi havde også sygeplejeartikler, og alt hvad der hørte til en materialhandel: Kul, koks, ildfaste sten og mørtel. Bordeaux-væsken (sprøjtemiddel af kalk og blåsten) havde nær medført en større ulykke. Vi havde leveret 1 ballon eddike tappet fra en 200 liters tønde til Ellegården i Husum. Den ejedes af Københavns Kommune. Der dyrkede man grøntsager og der blev fremstillet marmelade, syltede asier og agurker til Københavns hospitaler og folkekøkkener. Et par dage efter leveringen ringede de fra Ellegården til far. Et parti asier, som man havde syltet i den leverede eddike var blevet blå, og var omgående blevet gravet ned. De var dødeligt giftige, og selvfølgelig måtte min far erstatte den ødelagte produktion. Det var et år, hvor asiehøsten havde slået fejl, så det blev en ret dyr affære. Så der var en uheldig lærling i forretningen, som min far var utilfreds med.

Vi fik en stor succes, idet vi averterede med en stor, fast ugentlig annonce i Brønshøj Avis. I annoncen var der hver uge tre værdikuponer, der gjaldt til torsdag, fredag og lørdag. Tre varer til en særpris. Første uge solgte vi over 1200 halve kg kaffe, 800 dåser bajerske pølser og over 1000 plader Juvel chokolade. Vi var hurtig oppe på en omsætning på 40.000 kr. Det var mange penge i 1940. Vi havde tre kommis’er, to lærlinge og en kusk. Senere købte vi en Ford A varevogn.

Skal jeg gøre status over min tid i forretningen, vil jeg sige det på den måde, at min far var købmand i en tid, hvor en købmand tjente penge. Jeg selv oplevede også nogle gode år, men efterhånden blev der flere og flere forretninger og indtjeningen blev mindre. Navnlig efter at supermarkeder og butikskæder vandt frem. Hvad der også gav en kolossal forskel fra før var at dengang var alle varerne i løs vægt. Man lærte at vurdere varens kvalitet. Der var langt flere variationer af hver enkelt vare. En købmand kunne, ved at gnide lidt mel mellem fingrene, mærke om det var dansk mel. Det føltes blødere end det amerikanske Pittsburgmel, der føltes hårdt.. At gå på jagt efter de gode kvaliteter, at få prisen presset i bund ved aftagelse af et kvantum, det var nerven i forretningslivet. Det var også morsomt at lære medarbejderne det at kende, så de også selv kunne blive til gode købmænd.

Når jeg i dag går i et supermarked, og ser det store vareudbud, alt sammen i paller og på køl- og dybfrost, så træder forskellen frem. Dengang gik husmoderen hjemme, købte ind i ro og mag, og lavede mad fra grunden af. Ikke noget med færdige supper i breve eller majonæse i tuber. Nu skal madlavningen gerne være så færdiglavet som muligt. Både kunder og personale kender en masse navne på varepakninger, men varekundskaben er gået fløjten.

IMG_1047

Her lå Købmand Rosdahls butik i sin tid, og sådan ser stedet ud i dag

Den 15. august 1975 lukkede vi vores forretning. Forinden havde vi haft udsalg af alle varer og en masse inventar og møbler, malerier og juleplatter fra 1900-1974. Alt gik forrygende hurtigt og med godt humør, der ligesom tog brodden af det vemodige i, at et langt livsafsnit for to generationer var forbi.