Brønshøj er ikke glade for kampe i Jylland - tabte 0-5 til Aarhus Fremad

Her er optræk til et farligt BB-angreb, som dog blot endte med et hjørne

Kigger man på de seneste år, så har Brønshøj ikke været særligt heldige med at spille i det jyske. Vi husker 0-5 nederlaget i Kolding i sidste sæson, og så kom 0-2 i Thisted sidste weekend. Det blev fulgt op af en øretæve på 0-5 til oprykningskandidaterne fra Aarhus Fremad onsdag aften på Riisvangen i landets næststørste by.

For jyderne var det meget vigtigt at vinde den kamp for at holde lidt fast i haserne på Helsingør, men sejren hjalp nu ikke meget, eftersom sjællænderne bankede Brabrand med 2-0 ikke mange kilometer fra BB’s kamp i det aarhusianske. Med det resterende kampprogram ser Helsingør fortsat ud som den mest oplagte til at rykke op i 1. division.

Her scorer Aarhus Fremad til 3-0 efter pausen.

Aarhus Fremad førte 1-0 ved pausen i kampen onsdag aften på et mål scoret efter et lille kvarter. Det skete i en halvleg, hvor man tydeligt kunne se kampens betydning for jyderne. Efter pausen virkede det som om BB var ved at få bedre fat, men så skete det, som ikke måtte ske. Efter 51 minutter fik jyderne et kontraangreb, og så stod det 2-0. Bare 10 minutter senere øgede hjemmeholdet til 3-0, og så anede man, at det kunne blive et ret voldsomt nederlag. 4-0 efter 71 minutter og få sekunder før tid blev sidste søm hamret i kisten til 5-0. Skal vi sige det enkelt, så var det vel nok den svageste BB-indsats i lange tider. Trist – men heldigvis er der kun æren at spille for. De sortgule kan ikke rykke ned !

Næste opgave er allerede i weekenden. Her spiller BB endelig på hjemmebanen i Tingbjerg mod Jammerbugt, som slog Vanløse med 3-0 i det jyske. Kampen spilles på lørdag kl. 15.00.