Brønshøj slog Skovshoved på god 2. halvleg i næstsidste træningskamp

Der blev gået til sagen fra begge sider

Ja vejret fejler i hvert fald ikke noget, hvis man spørger de tilskuere, der kommer til træningskampene. Men spillerne må lide lidt under den trykkende varme. Således også mandag aften, hvor Brønshøj spillede sin næstsidste træningskamp, før det for alvor går løs mod Vanløse den 29. august på Tingbjerg Ground. Efter 0-0 ved pausen vandt BB med 3-1 over skovserne på en god 2. halvleg. Akkurat som det var tilfældet mod Husum, hvor der heller ikke blev scoret i de første 45 minutter.

Så er der vandpause – en god opfindelse i disse varme tider

Det var Skovshoved der bragte sig foran efter en times spil, men bare få minutter senere udlignede Rasmus Zinck til 1-1. Efter 73 minutter headede Jeffrey Ofori hjemmeholdet foran 2-1, og i tillægstiden øgede Jonas Hemmingshøj til slutresultatet 3-1 til BB.

På lørdag spilles sidste træningskamp, og det er igen på Tingbjerg Ground, hvor AB Tårnby kommer på besøg. Her fløjtes op kl. 12.00.

Foto: Thomas Løser