IF Stadion gik helt amok og udraderede Dalby med hele 42-21

Jamen, jamen. De drenge er da helt vilde. Hele 42 gange bankede Stadion spillerne bolden i nettet hos gæsterne fra Dalby, der blev sendt hjem fra ECV-hallen med en kæmpe sæk på hele 42-21.

Michael Jensen omringet af Dalby spillere får spillet bolden videre, og sekunder efter var der mål igen

foto: Thomas Løser

I forvejen er Stadion det mandskab, der har scoret flest mål i rækken. Over 30 i gennemsnit. Men ligefrem at score over 40 mål understreger blot den styrke, holdet har for øjeblikket. Træner Thomas Schou har virkelig fået sat spillerne op til at gå efter den målsætning, man satte sig før sæsonen – at denne gang skal det lykkes med en direkte oprykning til landets næstbedste række. Og man lægger mere og mere op til braget over alle brag den 29. februar, når de lokale håndboldhelte tager imod oprykningskonkurrenten SUS Nyborg i ECV-hallen. Man bør faktisk allerede nu reservere plads til denne topkamp !!

Inden da skal Stadion først møde Ajax i Baunehøj Arena søndag den 26. januar kl. 14.00. Det kan såmænd blive svært nok, men holder Stadion stilen, så skal det nok gå !