Stadion sluttede året af med uafgjort ude mod HIK

Det har været en lidt blandet sæson for vore lokale håndbolddrenge fra IF Stadion. Den sæson hvor man virkelig har regnet med det endelige gennembrud i oprykningsspørgsmålet har resulteret i en foreløbig 2. plads med 7 sejre, en enkelt uafgjort og 4 nederlag. Det kan ligge til en play off plads, når foråret er omme, for spørgsmålet er, om Køge Håndbold giver et kæmpe forspring på hele 8 point fra sig. Sjællænderne har vundet 11 kampe og spillet en enkelt uafgjort.

Lørdagens kamp i Maglegårdshallen mod HIK sluttede uafgjort 23-23, og da Køge samtidig vandt med hele 35-17 over TIK Tåstrup, så blev afstanden til 1. pladsen øget med et enkelt point.

I sidste sæson var det FIF, der var problemet, og ligesom man troede, at det ville være nemmere, med deres oprykning til 1. division, er det så Køge, der spærrer vejen.

Vi har jo set, at Stadion ind i mellem har klassen til noget mere, men ind i mellem kommer der så lige lidt grus i maskineriet, og det koster vigtige point. Dog kan man trøste sig med, at ECV-hallen indtil nu har været lidt af en fæstning, hvor man kun har tabt en enkelt kamp til GOG i pokalturneringen. Lad os håbe, fortet fortsat kan forsvares.

Det var sidste kamp i år

Næste opgør bliver på hjemmebanen i ECV-hallen den 7. januar kl. 14.30 mod Korsør Slagelse Elitehåndbold.